Denne artikel giver et kort overblik over spytkirtlernes anatomiske opbygning, reguleringen af spytsekretionen og selve spytdannelsen samt spyttets betydning for opretholdelse af sunde orale forhold og orofaciale funktioner. Spytkirtlerne inddeles i de store parrede spytkirtler, glandulae (gll.) parotideae, submandibulares og sublinguales, og de talrige små spytkirtler, som ligger submukøst i mundslimhinden.

Spytkirtlerne er opbygget af sekretoriske endestykker (acini) med tilhørende udførselsgange. Spytkirtler, der består af serøse acini, danner et vandigt sekret, mens spytkirtler, der består af mukøse acini, danner et tyktflydende, viskøst sekret. Spytkirtler med både serøse og mukøse acini danner et blandet sekret, hvis konsistens afhænger af bl.a. mucinindholdet. Spytsekretionen reguleres af det autonome nervesystem via reflekser, der igangsættes ved især tygning og smagssansning, men også via impulser fra overordnede centre i hjernen.

Spytdannelsen igangsættes ved binding af neurotransmittersubstanser til receptorer på spytkirtelcellernes overflademembran. Gastrointestinale hormoner kan også påvirke spytdannelsen. Det primære spyt dannes af acinuscellerne og modificeres i udførselsgangen. Det betyder, at det endelige spyt, der secerneres til mundhulen, er hypotont i forhold til plasma. Spyttets væsentligste funktion er at beskytte tænder og slimhinder, men det har også betydning for den initiale fordøjelse, smagsopfattelsen, tygning, desuden dannelse af fødebolus og synkning samt fremmer evnen til at tale.