Når den aktive ortodontibehandling afsluttes, begynder retentionsfasen. Denne del afhænger af, hvilken type ortodontibehandling der er udført, og især af, hvilke bidkorrektioner der er foretaget. Afhængigt af disse forhold vælger man enten fastsiddende eller aftageligt retentionsapparatur. Patientens alder under behandlingen og den forventede længde på retentionsperioden er også vigtige faktorer, når man beslutter, hvilken type retentionsapparatur der skal anvendes. De aftagelige apparaturer er lette at anvende for patienterne, men de forudsætter god kooperation og regelmæssige kontroller, da apparaturerne slides og undertiden må udskiftes. Fordelene ved retentionstråd er, at den sidder fast på tænderne, og at kravene til kooperation er mindre, men også dette apparatur skal kontrolleres regelmæssigt. Selv efter mange års retention kan man ikke forvente, at status quo bevares, når retentionsperioden er slut. Kroppens normale aldring påvirker også kæber og tænder, og livslang retention kan derfor være påkrævet, hvis patienten fortsat vil have lige tænder og regelmæssige tandbuer. Det er rimeligt, at den alment praktiserende tandlæge tager ansvar for retentionskontrollerne, sørger for reparation og eventuelt udskiftning af bondede retainere, kontrollerer pasform og eventuelt udskiftning af aftageligt retentionsapparatur samt motiverer patienterne til at anvende og pleje deres apparatur.