En 15-årig dreng med infantil autisme blev henvist fra Hjørring Kommunes Tandpleje til Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, for ortodontisk-kirurgisk behandling af et stort horisontalt maksillært overbid uden kontakt på nogen af tænderne.

Tandslid ses med øget hyppighed i tandlægepraksis. Spørgsmålet er, hvornår det går fra fysiologisk til et patologisk tandslid. Nærværende artikel undersøger dette.

Transverselle okklusionsafvigelser kombineret med en vækstbetinget kæbedeformitet korrigeres sædvanligvis ved en sektioneret Le Fort 1-osteotomi eller kirurgisk assisteret ganeekspansion. Imidlertid er behandlingen forbundet med en betydelig risiko for recidiv samt biologiske og tekniske komplikationer, hvorfor mandibulær midtlinjedistraktionsosteogenese udelukkende anbefales til korrektion af ekstreme vækstbetingede transverselle okklusionsafvigelser.

Internationale studier samt klinisk erfaring i Danmark viser, at børn og unge under ortodontisk behandling ofte udvikler caries i form af white spot lesions (WSL) omkring det ortodontiske apparatur. Dette RCT-studie demonstrerer tydeligt, at fluoridskylninger 2 x ugentlig har en signifikant cariesreducerende effekt.

De fleste af de undersøgelsens resultater er baseret på dyreeksperimentelle studier, som endnu ikke er undersøgt hos mennesker. Endvidere, da de fleste undersøgelser er kasuistikker eller tværsnitsstudier, er der behov for longitudinelle undersøgelser vedrørende forholdet mellem BF og ortodontisk tandflytning.

Vaskulære malformationer i ansigtet og kæbeskelettet kan forårsage kraftig blødning ved kirurgiske indgreb i tand-, mundog kæberegionen. Præoperativ udredning og nødvendige forholdsregler er derfor vigtige forud for kirurgisk intervention på patienter med Sturge-Webers syndrom.

Data viser, at halvdelen af alle patienter med nekrotiserende bløddelsinfektion i hoved-hals-området udgår fra et odontogent fokus – størstedelen fra mandiblens molarregion. De resterende nekrotiserende hoved-hals-infektioner udgår fra tonsiller, svælg- og strubeinfektioner samt efter kirurgiske indgreb.

På baggrund af banebrydende kliniske studier har det siden 1980’erne været kendt viden, at det er både muligt og forsvarligt at gennemføre ortodontisk behandling på patienter med parodontitis (2,3), såfremt der er skabt stabile parodontale forhold uden aktiv sygdom (4,5. )Formålet med denne artikel er at præsentere kliniske retningslinjer, der på forsvarlig vis sikrer ortodontisk behandling af patienter med velbehandlet parodontitis.