Introduktion og formål
De utallige faktorer, der påvirker holdbarheden af restaureringer, og de mange typer og fabrikater af restaureringsmaterialer, gør, at man er henvist til at anvende laboratorietests i forsøg på at forudsige, hvordan restaureringsmaterialer vil klare sig klinisk. Kun få laboratorietests har dog vist sig at give resultater, der korrelerer med resultater fra kliniske undersøgelser. I nærværende undersøgelse blev bindingsstyrken til dentin samt kanttilslutningen af Klasse II-plastfyldninger målt, og de opnåede resultater blev korreleret med kliniske data.

Materiale og metoder
Bindingsstyrken til dentin (µTBS og µSBS) og kanttilslutningen af Klasse II-plastfyldninger (replikateknik og SEM) blev målt efter 24 timers og seks måneders vandlagring for otte kombinationer af adhæsiv og komposit plast. Kliniske outcomes (median overlevelsestid, Hazard Ratio og årlig fejlrate; n = 10.695) blev beregnet for de samme otte materialekombinationer ud fra et datasæt fra en tidligere publiceret, retrospektiv multicenterundersøgelse af direkte restaureringer. 

Resultater
Der var signifikante forskelle i bindingsstyrken til dentin og i plastfyldningernes kanttilslutning mellem de otte grupper af adhæsiv og plast samt en negativ effekt af langtidsvandlagring. Der blev fundet signifikante korrelationer mellem µTBS og visse kliniske outcomes for Klasse I-plastfyldninger, mens µSBS korrelerede med visse kliniske outcomes for Klasse II, III, IV og V-fyldninger. Kanttilslutningen i emalje samt antallet af paramarginale spalter korrelerede med visse kliniske outcomes for Klasse II-fyldninger.

Konklusion
Anvendelse af de samme fyldningsmaterialer i in vitro og in vivo-undersøgelser resulterede i signifikante, men svage korrelationer mellem in vitro-bindingsstyrke eller kanttilslutning og kliniske outcomes.