Sår er hyppigt forekommende i mundslimhinden, og de traumatiske sår udgør hovedparten. Betegnelsen vulnus anvendes om sår udløst af eksogene faktorer, fx traumer fra bid, skarpe fødeemner, forbrænding eller fra tandlægeinstrument. Et vulnus er karakteriseret ved at være akut opstået, ofte smertefuldt og solitært, og det heler spontant inden for 7-10 dage. Et ulcus derimod, der kan hele langsommere, opstår som følge af endogene faktorer, dvs. lokale eller systemiske sygdomstilstande. De hyppigste årsager til ulcera i mundslimhinden er infektion (især virusinfektioner), immunmedieret sygdom (fx lichen planus og inflammatorisk tarmsygdom), immunrelaterede reaktioner (fx medikamentelt udløste reaktioner), autoimmune sygdomme (fx pemfigoid eller lupus erythematosus) eller malign neoplasi. Det er indlysende, at en udførlig anamnese og en grundig klinisk undersøgelse er afgørende for identifikation af eventuel udløsende årsag til et eller flere sår i mundslimhinden og for stillingtagen til videre udredning, herunder biopsi og supplerende parakliniske tests, såfremt årsagen er uklar, og der er systemiske manifestationer. Maligne neoplasier med ulceration kan undertiden være vanskelige at adskille fra tilstande med benigne ulcerationer. En patient med et ulcus, der ikke viser tegn på heling inden for 2-3 uger, skal derfor altid henvises akut for malignitetssuspicio. Desuden bør svære tilfælde af recidiverende aftøs stomatitis og sen debut lede til differentialdiagnostiske overvejelser og henvisning til udredning for underliggende systemisk immunrelateret sygdom. I denne artikel gennemgås de mest almindelige sygdomstilstande, der er forbundet med ulcerationer, og differentialdiagnostiske overvejelser i relation hertil.