I nærværende artikel gennemgås de mest almindelige mundslimhindehævelser og relevante differentialdiagnostiske overvejelser.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Hævelser i mundslimhinden kan opstå som følge af en væskeansamling (fx spyt, pus og ødem) eller en vævsforøgelse. Vævsforøgelser kan være non-neoplastiske eller neoplastiske. De non-neoplastiske vævsforøgelser er hyppigst forekommende og er ofte reaktive, irritationsbetingede hyperplasier (fx det pyogene granulom eller den fokale fibrøse hyperplasi). De kan også være relateret til generelle sygdomme, medicinindtagelse eller være udviklingsbetingede. Infektion med humant papillomvirus kan resultere i udvikling af papillomer, og mucocele kan opstå som følge af traumatiseret spytkirtelvæv. Ved bl.a. morbus Crohn kan ses hævelser i form af mukosale hyperplasier/folder med granulomatøs inflammation. Gingivale hyperplasier er de mest almindelige medicininducerede hævelser. De neoplastiske vævsforøgelser er karakteriserede ved abnorm og ukontrolleret cellevækst og kan være benigne eller maligne tumorer. Såvel de benigne (fx fibrom) som maligne (fx fibrosarkom) neoplasier forekommer sjældnere, men udgør væsentlige differentialdiagnoser. Det kan undertiden være vanskeligt klinisk at adskille reaktive hyperplasier fra egentlige neoplasier. Det exciderede væv skal derfor altid undersøges histologisk for endelig verifikation af diagnosen. De forskellige mundslimhindetumorer kan også være vanskelige at adskille klinisk. En biopsi vil således være påkrævet og selvsagt afgørende for den videre behandling. Det er vigtigt for tandlæger at have kendskab til de forskellige typer af mundslimhindehævelser for at kunne stille relevante kliniske tentative diagnoser og vide, hvornår der er grundlag for biopsi og videre henvisning til specialtandlæge eller speciallæge. I nærværende artikel gennemgås de mest almindelige mundslimhindehævelser og relevante differentialdiagnostiske overvejelser.
Klinisk relevans:
Non-neoplastiske reaktive blødtvævshævelser forekommer relativt hyppigt i mundhulen. I nogle tilfælde kan de være vanskelige at adskille fra egentlige blødtvævstumorer (neoplasier). Det er derfor vigtigt for tandlæger at have kendskab til de forskellige typer af bløddelshævelser, herunder deres kliniske karakteristika, for at kunne stille relevante kliniske tentative diagnoser og vide, hvornår der er grundlag for biopsi og videre henvisning til specialtandlæge eller speciallæge.
forfattere
Anne Marie Lynge Pedersen
professor, tandlæge, ph.d., Oral Patologi og Medicin, Sektion for Oral Biologi og Immunpatologi, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Kristine Røn Larsen
adjunkt, ph.d., Oral Patologi & Medicin, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Mette Rose Jørgensen
adjunkt, tandlæge, ph.d., Oral Patologi og Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Odontologisk Institut, Københavns Universitet


