Man har længe vidst, at fluorid kunne virke giftigt, men indtil for knap 100 år siden byggede denne viden på kasuistikker, de fleste om ulykkestilfælde.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
For knap 100 år siden blev det påvist i Danmark, at erhvervsbetinget eksponering for fluorholdigt støv kunne medføre sklerose af knoglerne. Siden fandtes tegn på muligt forøget risiko for blærekræft.
Ud fra en mistanke om skadevirkning på hjernens udvikling gennemførtes fra 1980’erne retrospektive undersøgelser, hvor skolebørns nedsatte kognitive testresultater blev sat i forbindelse med tidlig eksponering for fluorid i drikkevandet. Dette gav dog ikke anledning til særlig bekymring i første omgang. Det skete først, da prospektive undersøgelser blev gennemført, hvor relevante data løbende var registreret, herunder moderens udskillelse af fluorid i urinen under graviditeten som mulig årsag til senere nedsat intelligens hos barnet.
Data fra tre prospektive undersøgelser af godt 1.500 børn er nu blevet lagt sammen til beregning af den eksponering, som vil kunne føre til et fald i intelligenskvotienten på højst 1 point. Resultaterne betyder, at indholdet i drikkevand bør være under 0,5 mg/l, hvilket er lavere end gængse grænseværdier. Det medfører også råd om forsigtighed med anvendelse af grundvand visse steder i landet, bestemte typer flaskevand og te, fluorholdig tandpasta og lignende kilder. Mens fluorid har veldokumenteret gavnlig virkning på tandemaljen, kan forhøjet systemisk eksponering således føre til skadelige effekter.
Klinisk relevans:
Fluorid har en gavnlig effekt på tandemaljen. Men især prospektive undersøgelser har tydeligt vist, at forøget udsættelse for fluorid kan skade hjernen under den tidlige udvikling. Dette kan medføre lavere intelligenskvotient hos barnet. Optagelse af fluorid i kroppen må derfor begrænses, hvad enten det sker fra drikkevandet eller ved at sluge tandpasta.
forfattere
Philippe Grandjean
professor, dr.med., Miljømedicin, Syddansk Universitet, Odense
