Ved hjælp af genetiske metoder kan man opnå identifikation, som man vha. de andre primære identifikationsmetoder – tandoplysninger og fingeraftryk – ikke kan. Men det betyder ikke, at andre metoder ikke er relevante, konkluderer forskere.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
DNA-profilanalyse og matching er en af de tre primære metoder til identifikation, der er defineret i Interpols retningslinjer. Processen med personidentifikation ved hjælp af DNA-analyser omfatter valg og indsamling af post mortem-prøver, af de bedst mulige ante mortem-prøver, DNA-analyse, matching og beregning af den statistiske vægt af et match mellem DNA-profiler fra post mortem- og ante mortem-prøver. Klassisk retsgenetisk DNA-profilanalyse er derfor et stærkt værktøj til identifikation af uidentificerede lig eller ligdele. Nye teknikker forbedrer løbende mulighederne for at få resultater ved analyse af prøver med meget små mængder DNA eller nedbrudte prøver. Nye markører kan fortælle om fysiske træk som øjenfarve eller hårfarve, biogeografisk oprindelse og alder ud fra små mængder menneskeligt væv. Selv om DNA-profilanalyse er en meget stærk metode til at identificere et ukendt offer, skal alle kendte identifikationsmetoder benyttes parallelt for at opnå en effektiv proces til at identificere og repatriere ofre fra en katastrofe til deres nære og kære.
forfattere
Bo Thisted Simonsen
afdelingsleder, ph.d., Department of Forensic Medicine, Section of Forensic Genetics, Faculty of Health and Medical Sciences, University of Copenhagen
Kerstin Montelius
ph.d., Department of Forensic Genetics and Forensic Toxicology, National Board of Forensic Medicine, University of Gothenburg, Sweden


