Oversigtsartikel: Den nye klassifikation af parodontitis. Hvordan klassifikationen anvendes i daglig klinisk praksis

Vi beskriver her, hvordan den nye parodontitisklassifikation kan anvendes i daglig klinisk praksis, og hvordan implementering af den nye klassifikation kan gavne patienter og klinikere og give et bud på, hvor stort problemet er, dvs. prævalensen af fremskreden parodontitis. Artiklen illustrerer endvidere de nye begreber, stadier og grader ved hjælp af repræsentative patienttilfælde.

Oversigtsartikel

DATO:

Dansk

English

Klassifikationen af parodontale sygdomme er blevet reorganiseret efter et omfattende arbejde i ekspertgrupper efterfulgt af en international workshop arrangeret af American Academy of Periodontology og European Federation of Periodontology i 2017. På workshoppen enedes et internationalt ekspertpanel med repræsentanter fra lande over hele verden om definitionerne, som ud over en beskrivelse af parodontitis også indeholdt beskrivelser af det intakte parodontium, parodontal sundhed, biofilminduceret gingivitis og ikke-biofilminduceret gingival sygdom. Denne artikel fokuserer på parodontitis. Parodontitis er en tilstand med klinisk fæstetab (clinical attachment loss, CAL) på mindst 1 mm interdentalt på mindst to tænder, som ikke er nabotænder, eller CAL på mindst 3 mm facialt/lingvalt på mindst to tænder. Parodontitis inddeles yderligere i fire stadier (I-IV) efter sygdommens alvorlighed og i tre grader (A, B, C) efter progressionshastighed og risikofaktorer. Endvidere skal sygdommens udbredelse og fordeling i tandsættet angives. Vi beskriver her, hvordan den nye parodontitisklassifikation kan anvendes i daglig klinisk praksis, og hvordan implementering af den nye klassifikation kan gavne patienter og klinikere og give et bud på, hvor stort problemet er, dvs. prævalensen af fremskreden parodontitis. Artiklen illustrerer endvidere de nye begreber, stadier og grader ved hjælp af repræsentative patienttilfælde.

Klinisk relevans:

Evidensbaserede kliniske retningslinjer har til formål at vejlede klinikere i forbindelse med valg af relevante forebyggende eller terapeutiske tiltag. Både EFP og flere nordiske lande har udgivet retningslinjer for behandling af parodontitis stadium I-III. Alle retningslinjerne understreger vigtigheden af patienternes motivation og kontrol med risikofaktorer, især rygning, hvis den parodontale status skal forbedres. Subgingival instrumentering er et centralt led i parodontalbehandling, når det drejer sig om at reducere pochedybde og gingival inflammation samt opnå lukning af pocher. Der er begrænset evidens for nytten af supplerende metoder. Supplerende systemisk antibiotikumbehandling bør kun overvejes i helt særlige tilfælde.