På baggrund af banebrydende kliniske studier har det siden 1980’erne været kendt viden, at det er både muligt og forsvarligt at gennemføre ortodontisk behandling på patienter med parodontitis (2,3), såfremt der er skabt stabile parodontale forhold uden aktiv sygdom (4,5. )Formålet med denne artikel er at præsentere kliniske retningslinjer, der på forsvarlig vis sikrer ortodontisk behandling af patienter med velbehandlet parodontitis.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Introduktion og formål – Ortodontisk behandling kan være en nødvendighed hos patienter med avanceret parodontitis (stadie 3 og 4), hvis der skal genetableres funktionel okklusion, tilfredsstillende æstetik samt være mulighed for indsættelse af tanderstatninger. Formålet med denne artikel er at præsentere kliniske retningslinjer og en behandlingsmodel for ortodontisk behandling af patienter med velbehandlet parodontitis.
Materiale og metoder – Artiklen bygger på en gennemgang af internationale retningslinjer og kliniske erfaringer, herunder to patienttilfælde, hvor der er foretaget ortodontisk behandling af patienter med stadie 3- og 4-parodontitis. Der beskrives rammer for en systematisk tilgang med fokus på parodontal sundhed, ortodontisk korrektion og livslang vedligeholdelse, hvor hele behandlingen udføres i et tæt interdisciplinært samarbejde.
Resultater – Begge patienter opnåede sunde parodontale forhold, funktionel okklusion og forbedret æstetik. Ortodontisk behandling blev iværksat efter opnåelse af parodontal stabilitet og tilpasset det reducerede parodontium med kontrollerede kraftsystemer. Under behandlingen blev parodontiet vedligeholdt, og efter afsluttet ortodontisk behandling blev patienterne fulgt med regelmæssige kontroller af både parodontal sundhed og ortodontisk retention.
Konklusion – Ortodontisk behandling af patienter med velbehandlet parodontitis er mulig og kan give gode æstetiske og funktionelle langsigtede resultater med en interdisciplinær tilgang og efterfølgende fokus på vedligeholdelse og retention.
Klinisk relevans:
Ortodontisk behandling af patienter med parodontitis kan ofte foretages sikkert ved at følge en systematisk tilgang, der omfatter 1) inflammationskontrol, 2) ortodontisk korrektion og 3) livslang vedligeholdelse. Inden behandlingen påbegyndes, skal parodontiet generelt være sundt med pocher på maksimalt 4 mm og et plak- og blødningsindeks under 10 %. Restfæstet skal være tilstrækkeligt til at modstå behandlingen, som udføres med kontrollerede kraftsystemer. Målet er at forbedre æstetik og opnå normal funktion, som kan vedligeholdes på langt sigt samt facilitere restaurerende behandling.
forfattere
Morten Godtfredsen Laursen
specialtandlæge i ortodonti, Sektion for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet og Specialtandlægerne Aarhus Tandregulering
Daniel Belstrøm
lektor, dr.odont., ph.d., Sektion for Klinisk Oral Mikrobiologi og Parodontologi, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Lone Sander
tandlæge, ph.d., EFP-certificeret specialist i parodontologi, privat henvisningspraksis, Aarhus

