Danske tandklinikkers hjemmesider giver information af “meget dårlig” eller “dårlig” kvalitet vedrørende ortodontisk behandling.
Sekundær artikel
DATO:
Dansk
English
Formål – At vurdere kvaliteten af oplysninger om ortodontisk behandling (OB) på danske tandklinikkers hjemmesider ved hjælp af værktøjet DISCERN, at estimere andelen af alment praktiserende klinikker, der tilbyder OB, at undersøge, hvilke typer af OB der tilbydes, og at vurdere de argumenter, der anvendes, når én behandling anbefales frem for en anden.
Materiale og metoder – En liste over registrerede tandklinikker blev hentet fra et netbaseret officielt tandlægeregister (n = 1.640). Ved sekvensrandomisering blev 536 hjemmesider tilfældigt udvalgt til nærmere undersøgelse (33 %).
Resultater – Vi gennemgik 536 hjemmesider, hvoraf 97,8 % (n = 524) stammede fra almene tandklinikker, og af disse var der 70 %, der ikke tilbød OB. De gennemsnitlige DISCERN-værdier for Pålidelighed (Spørgsmål 1-8) og Kvalitet-af-Information (Spørgsmål 9-15) var henholdsvis 16,8/40,0 og 13,0/35,0. Den gennemsnitlige totalscore var 31,9/80,0. Kvaliteten af informationen om OB var “meget dårlig” eller “dårlig” på 77 % af hjemmesiderne. Blandt de klinikker, der tilbød OB (30 %), tilbød 54 % Invisalign®, 23 % Inman Aligner®, 15 % LiteWire® og 11 % “andre produkter”. Kun 24 % af de hjemmesider, der beskrev OB, havde information om recidiv. I 41 % af tilfældene blev alignere sammenlignet med fuldt fast apparatur, og en del hjemmesider påstod, at alignere er mindre smertevoldende (22 %), hurtigere (13 %), mindre skadelige (3 %) eller giver bedre resultater (2 %). Hjemmesider, der kun tilbød én type af OB, havde lavere DISCERN-score end de, der tilbød mere end én type (P < 0,001). Endvidere foretog klinikker, der tilbød Invisalign®, oftere sammenligninger mellem alignere og fast apparatur (P < 0,04). Disse hjemmesider påstod også oftere, at alignere gør mindre ondt (P < 0,004), men deres hjemmesider opnåede højere DISCERN-scorer end de, der ikke tilbød Invisalign® (P < 0,002).
Konklusioner – Danske tandklinikkers hjemmesider giver information af “meget dårlig” eller “dårlig” kvalitet vedrørende OB. Ifølge hjemmesiderne er der 30 % af de almene praksisser i Danmark, der tilbyder OB. Kun 24 % giver information om recidiv, og en del påstår, at alignere giver bedre resultater og er hurtigere og mindre skadelige end fast apparatur. Klinikker, der tilbyder Invisalign®, sammenligner oftere alignere og fast apparatur og påstår, at alignere giver mindre smerte og ubehag. Ifølge DISCERN er informationen på disse klinikkers hjemmesider af højere kvalitet.
Klinisk relevans:
Gennem det seneste årti er der sket væsentlige ændringer i den måde, ortodonti praktiseres på. I takt med øget digitalisering og med introduktionen af ”clear aligners” er ortodonti nu gjort tilgængelig for en større målgruppe af behandlere og patienter, som tidligere ville have afholdt sig fra at opsøge behandling med traditionelt ortodontisk apparatur – ”togskinner”. Det antages, at antallet af privatpraktiserende tandlæger, som tilbyder ortodontiske behandlinger, er stigende. Det private marked for tandregulering er et krævende og konkurrencepræget marked, hvor tandlæger står over for paradokset ved at promovere sig selv og deres produkter, mens de skal overholde den etiske forpligtelse om at ”informere” fremtidige patienter på retvisende og evidensbaseret måde. Med denne artikel søger forfatterne 1) at estimere den relative andel af private tandlægeklinikker, som tilbyder ortodontisk behandling på deres hjemmeside, 2) at undersøge kvaliteten af den behandlingsrelaterede information, som præsenteres på danske tandklinikkers hjemmesider og 3) at undersøge påstande og argumenter for brugen af specifikke ortodontiske produkter.
forfattere
Nikolaos Ferlias
specialtandlæge, MSc, Sektion for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet, og Privat klinik, Brighton, England
Michal Andrzej Ostapiuk
tandlæge, Sektionen for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet
Troels Normann Diekema
tandlæge, Sektionen for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet
Marcus Gaarde Kristensen
tandlæge, Sektionen for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet
Kasper Dahl Kristensen
afdelingstandlæge, ph.d., specialtandlæge i ortodonti. Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Sektion for Ortodonti, Aarhus Universitet, og privat praksis, Oris Dental, Stavanger, Norge
Peter Stoustrup
lektor, sektionsleder, specialtandlæge i ortodonti, ph.d., Sektion for Ortodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet

