Stadig flere ældre bevarer deres egne tænder langt ind i alderdommen, og desuden er prævalensen af implantatbårne protetiske erstatninger stadigt stigende. Disse tænder og implantater udgør nu en betydelig udfordring med hensyn til vedligeholdelse, især når patienterne bliver plejeafhængige.

Parodontale og periimplantære sygdomme forekommer hyppigere hos ældre end hos yngre aldersgrupper. Der er klare forskelle i det inflammatoriske respons i parodontale og periimplantære væv hos såvel unge som ældre.

Den aldersrelaterede stigning i parodontale infektioner kan skyldes forringet mundhygiejne som følge af svigtende syn og behændighed, men kan også være relateret til immunologisk aldring, dvs. aldersbetinget svækkelse af immunforsvaret og dets effektivitet. Lavgraderede infektioner som kronisk parodontitis kan forårsage lavgraderet inflammation og efterfølgende forøge risikoen for kroniske sygdomme. Til gengæld kan parodontalbehandling forbedre den generelle sundhedstilstand, som det fx er påvist ved diabetes. Et andet eksempel på systemisk sygdom som følge af dårlig oral sundhed er aspirationspneumoni.

Behandlingsmulighederne hos ældre må vurderes i forhold til patientens generelle helbredstilstand og mulighederne for vedligeholdelse. Det kan være svært at gennemføre samme systematiske vedligeholdelsesbehandling blandt ældre på plejehjem eller hospital som blandt yngre. Logistik og barrierer i relation til patienter, behandlere eller økonomi kan sætte begrænsninger. Mængden af parodontale sygdomme blandt ældre udgør et folkesundhedsproblem.