Formålet med denne oversigtsartikel er at beskrive diagnostik før ortodontisk behandling af voksne.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Antallet af voksne, som efterspørger ortodontisk behandling, er stigende, og der ses en tilsvarende vækst i andelen af ortodontiske behandlinger i almen praksis. Indikationsområdet for ortodontisk behandling på voksne dækker korrektion af mindre trangstillinger på patienter med neutral okklusion og normal kraniofacial morfologi til omfattende tandflytninger på patienter med større basale/ skeletale tandstillingsafvigelser. Kravene til forudgående diagnostik er omfattende, uanset graden af afvigelse. Formålet med nærværende artikel er at beskrive diagnostik før ortodontisk behandling af voksne.
Diagnostiske undersøgelser i forbindelse med ortodontisk behandling bør som minimum indeholde anamnese, intra- og ekstraoral klinisk undersøgelse, kliniske fotos, studiemodeller og relevante røntgenbilleder. På baggrund af diagnostiske undersøgelser udarbejdes en behandlingsplan indeholdende følgende elementer: formål, mål, behandlingsprincip, retention, forbehold, tidshorisont og prognose. Behandlingsplanen skal indeholde alle elementer uanset valg af behandlingsprincip og sværhedsgrad af tandstillingsafvigelsen. Det er altafgørende, at en behandlingsplan udarbejdes på baggrund af netop det apparatur, der kan indfri behandlingsmålene, og ikke hvilke behandlingsmål der kan opnås med et givent ortodontisk apparatur.
Tandflytninger monitoreres under behandling, både i forhold til forventede fremskridt og i relation til udvikling af rodresorptioner eller andre skadevirkninger. Retention af tandflytninger efter ortodontisk behandling hos voksne planlægges individuelt med udgangspunkt i den oprindelige tandstillingsfejl sammenholdt med graden af tandflytninger og orofacial funktion på den pågældende patient.
Klinisk relevans:
Diagnostiske undersøgelser i forbindelse med ortodontisk behandling bør indeholde anamnese, intra- og ekstraoral klinisk undersøgelse, kliniske fotos, studiemodeller og relevante røntgenbilleder. Den heraf følgende behandlingsplan indeholder følgende elementer: formål, mål, behandlingsprincip, retention, forbehold, tidshorisont og prognose. Behandlingsplanen indeholder alle elementer uanset valg af behandlingsprincip og sværhedsgrad af tandstillingsafvigelsen. Behandlingsplanen udarbejdes på baggrund af netop det apparatur, der kan indfri behandlingsmålene, og ikke hvilke behandlingsmål der kan opnås med et givent ortodontisk apparatur. Ortodontisk behandlingsplanlægning og vellykket behandling af voksne kræver viden om og forståelse for ortodontisk diagnostik, ortodontiske behandlingsprincipper, de basalbiologiske knogleprincipper, omfattende orofacial funktionsforståelse samt tandstillingsafvigelser og deres årsagssammenhænge.
forfattere
Liselotte Sonnesen
professor MSO, specialtandlæge i ortodonti, dr.odont., ph.d., Afdeling for Ortodonti, Odontologisk Søvnklinik, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Ane Falstie Juul
specialtandlæge i ortodonti, privat praksis, Herning
Rikke Ginger Mentz
specialtandlæge i ortodonti, Afdeling for Ortodonti, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, og privat praksis, Vig


