ANNONCE
Annonce

Sundhedsstyrelsen fastholder syv årlige specialtandlæger i ortodonti

På trods af faglige anbefalinger om at uddanne flere specialtandlæger i ortodonti fastholder Sundhedsstyrelsen det nuværende antal. Meget utilfredsstillende, lyder det fra formand for Tandlægeforeningen.

Tekst: Anne Burlund

Der skal fortsat kun uddannes syv specialtandlæger i ortodonti årligt. Det fastslår Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse om en ny dimensioneringsplan for 2020-24.

En melding, der bestemt ikke falder i god jord i Tandlægeforeningen:

– Det er meget utilfredsstillende, at politikerne ikke prioriterer at uddanne flere specialtandlæger i ortodonti. Vi mener, det er en helt forkert prioritering. De seneste prognoser viser klart og tydeligt, at der er behov for en til to flere specialtandlæger i ortodonti om året, understreger formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist.

Det fremgår da også af dimensioneringsplanen, at Sundhedsstyrelsens egen faglige anbefaling er at øge fra de nuværende syv til otte eller ni årlige uddannelsesforløb i ortodonti. En faglig anbefaling, som styrelsen ifølge dimensioneringsplanen ikke kan følge pga. manglende midler i finansloven:

”Der er på finansloven afsat en årlig bevilling til videreuddannelse til specialtandlæge i ortodonti, og inden for den nuværende ramme er der ikke finansiering til en øget dimensionering af uddannelsesforløb. På den baggrund er dimensioneringen af uddannelsesforløb i ortodonti uændret i dimensioneringsplanen for 2020-2024 i forhold til dimensioneringsplanen for 2015-2019,” lyder argumentationen fra styrelsen.

Kleist: Faglighed og ikke økonomi skal styre
Og det undrer og ærgrer Susanne Kleist:

– Det virker underligt, at man ikke følger de faglige anbefalinger, og det er urimeligt, at det udelukkende skal være økonomi og ikke faglighed, der afgør, hvor mange specialtandlæger i ortodonti vi har, understreger hun.

Med den nye dimensioneringsplan bliver antallet af specialtandlæger inden for tand-, mund- og kæbekirurgi øget fra fem til seks årlige uddannelsesforløb.

I starten af 2020 vil Sundhedsstyrelsen melde ud, hvordan den regionale fordeling af uddannelsesforløb i tand-, mund- og kæbekirurgi bliver.

 

Om dimensioneringsplanen

I dimensioneringsplan 2020-2024 fastsætter Sundhedsstyrelsen antallet af uddannelsesforløb i specialtandlægeuddannelserne. Dimensioneringsplanen sætter rammerne for, hvor mange uddannelsesforløb der årligt skal slås op inden for de to tandlægespecialer: ortodonti samt tand-, mund- og kæbekirurgi.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet dimensioneringsplanen 2020-2024 på baggrund af Tandplejeprognosen 2018-2040 og en høringsrunde fra de specialefaglige videnskabelige selskaber, Danske Regioner, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Tandlægeforeningen, Ansatte Tandlægers Organisation, Tandlægeuddannelserne, Kommunernes Landsforening og Danske Tandplejere.

ANNONCE