ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Professor Ann Wenzel er nyt æresmedlem af Tandlægeforeningen

Foto: Jann Zeiss, AU Health

Ann Wenzel, professor, cand.odont. og ph.d. ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet, er blevet æresmedlem af Tandlægeforeningen.

Ann Wenzels stadige og konstante fokus på tandsundheden og hendes store forskningsindsats for at skabe et solidt grundlag for evidensbaseret diagnostik og behandling samt bidraget til tandlægefagets forskningsbaserede uddannelse, er unik og prisværdig, lyder begrundelsen.

– Du træder ind i en række af koryfæer, som på hver sin måde har fremmet tandlægestandens sag og patienternes helbred. Dit CV er langt og imponerende. Tempoet og risikovilligheden kender ingen grænser, sagde Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist bl.a., da hun overrakte æresmedlemskabet til Ann Wenzel. Det skete på Tandlægeforeningens ordinære generalforsamling den 28. november 2020.

Æresmedlemskabet af Tandlægeforeningen er kun få forundt. Siden 1948 er der udnævnt 24 æresmedlemmer, hvoraf kun tre er nulevende. Ann Wenzel er én af dem.

Forskning har ført til globale retningslinjer
Da Ann Wenzel færdiggjorde sin ph.d.uddannelse i begyndelsen af 1980’erne, var oral radiologi ikke andet end et redskab, tandlæger brugte inden et indgreb.

Siden da har Ann Wenzel gjort oral radiologi til et selvstændigt og respekteret forskningsfelt. 

Ann Wenzel og hendes team forsker bl.a. i, hvornår de traditionelle 2d-røntgenbilleder kontra de digitale 3d-scanningsmetoder er mest hensigtsmæssige for tandlægen og ikke mindst for patienten.

Forskningsarbejdet har ført til globale retningslinjer for brug af CBCT-scanning i tandlægepraksis.

Ann Wenzel og hendes videnskabelige landvindinger har dels sat Aarhus Universitet på verdenskortet, og dels sat retningen for odontologisk forskning og uddannelse i digitale teknologier verden over.

Prisbelønnet forsker
Ann Wenzel blev uddannet cand.odont. fra Københavns Tandlægehøjskole i 1977.

Hun arbejdede som tandlæge i Tanzania i et år og tog derefter en ph.d.grad inden for ortodonti på Århus Tandlægehøjskole.

Senere specialiserede hun sig inden for oral radiologi og blev lektor i 1986.

Efter mange års forskning og undervisning, kunne Ann Wenzel i 1996 kalde sig professor. Hun har været gæsteprofessor i Brasilien og har dobbeltjobbet som professor i Aarhus og København.

Hun har desuden publiceret ca. 400 videnskabelige artikler; 63 artikler i Tandlægebladet som formidling af forskning til kolleger.

Ann Wenzel har modtaget flere store priser for sit arbejde. Blandt andet Skandinavisk Tandlægeforenings Bensow Pris i 2010, som er Nordens største hæderspris for tandlæger, og Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris i 2019, der er en af Danmarks ældste videnskabspriser og den mest prestigefyldte pris på Aarhus Universitet.

Hun er også udnævnt til Ridder af 1. Grad af Dannebrogsordenen.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE