"Sammenhold er en løsning – og en nødvendighed"

Annette Lilleøre Kjeldsen spørger:

Hvordan får man en hverdag til at fungere,  når man har svært ved at rekruttere specialtandlæger til kommunen?

Det gør vi, fordi vi er et megagodt team med et helt særligt sammenhold. Man kan også sige det mere kontant: Vi får det til at fungere, fordi vi ikke har noget valg. Men uden sammenholdet ville det ganske enkelt ikke være muligt.

I Aalborg har vi inden for det seneste år mistet fire specialtandlæger. Ikke fordi de var utilfredse med deres arbejde, men af personlige årsager. Det ændrer dog ikke på realiteten: Patienterne forsvinder ikke, og behandlingsforløbene skal fortsætte. Når man pludselig er nede på omkring halvdelen af det antal specialtandlæger, man er normeret til, bliver hverdagen hurtigt præget af brandslukning og løbende prioriteringer.

I øjeblikket tager vi nye patienter ind, når det er afgørende for, at der ikke opstår skader, eller hvis de ellers risikerer at blive for gamle til at kunne starte behandling hos os. Samtidig arbejder vi konstant på at nedbringe ventelisten, så ventetiden kan forkortes, og vi på sigt kan tage flere ind. Men når børnene  vokser, og behandlingsbehovet ændrer sig over tid, er det ikke altid muligt at arbejde, som vi fagligt set gerne ville. 

Det gør noget ved én ikke at kunne gøre alt det, man ved, der ville være det rigtige – simpelthen fordi der ikke er hænder til det. Det er frustrerende at visitere en patient, der er klar til behandling, men ikke akut, og så måtte skrive vedkommende på en venteliste med tre-fire års ventetid. De fleste patienter og forældre er forstående og siger, at det “jo bare er tænder”, men for os som fagpersoner er det svært at acceptere.

Noget af det, der driver mig, er glæden ved mit fag. Jeg elsker håndværket, at nørde med apparaturer og de faglige overvejelser, der følger med. Jeg elsker arbejdet med børn og unge, og netop ortodontiske behandlinger giver mulighed for at lære både børn og forældre godt at kende, fordi de kommer jævnt over et længere behandlingsforløb.

Hvorfor mangler der specialtandlæger i netop Aalborg?

Manglen på specialtandlæger er et landsdækkende problem, men Aalborg har den ekstra udfordring, at den ligger, hvor den gør. Vi er langt fra uddannelsesinstitutionerne, hvor mange naturligt vælger at slå sig ned efter endt uddannelse. Mange pendler i en periode, men på et tidspunkt opstår ønsket om at arbejde tættere på hjemmet. Det er helt forståeligt. Jeg pendler selv fra Aarhus til Aalborg tre gange om ugen og ved, hvad det kræver.

Vi gør, hvad vi kan for at rekruttere – både specialtandlæger og tandlæger generelt. Vi forsøger at gøre os synlige over for studerende, kigger mod udlandet og anvender konsulenthjælp som en nødvendig nødløsning, bl.a. til visitering og viderebehandling. Det er en dyr løsning, men i den nuværende situation desværre uundværlig.

Midt i travlheden har vi faktisk en rigtig god hverdag på klinikken. Vi har dygtige og dedikerede klinikassistenter og tandplejere, et stærkt tværfagligt samarbejde og stor arbejdsglæde. Alle er vigtige tandhjul i maskineriet og løfter sammen i flok. Som leder er det mit ansvar at holde fast i det. Vi kan ikke gøre mere, end det vi gør – men det, vi gør, skal vi gøre ordentligt.

Jeg drømmer om en fremtid, hvor vi uddanner tilstrækkeligt mange specialtandlæger. Optaget er øget de kommende år, men jeg frygter, at det blot bliver ædt op af naturlig afgang. Jeg er 64 år og planlægger at gå på pension som 67-årig, og jeg er ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg når at opleve, at balancen bliver genoprettet.

Det kræver politisk handling. Behovet beregnes i dag primært ud fra antallet af børn og unge mellem 0 og 18 år, uden at der tages tilstrækkeligt højde for det udvidede vederlagsfri tandplejetilbud, deltidsansættelser, barsel og den stigende efterspørgsel fra voksne, som også ønsker tandregulering. De skal naturligvis behandles ordentligt – og det kræver specialtandlæger.

Hvem vil du give stafetten videre til – og hvorfor? 

Marie-Louise Berntsen, overtandlæge i Svendborg Kommunale Tandpleje. Med det udvidede vederlagsfri tandplejetilbud får kommunerne flere årgange uden reel økonomisk dækning, samtidig med at der er mangel på specialtandlæger og øvrige faggrupper. Smørret kan ganske enkelt ikke smøres tyndere ud – og jeg håber, Marie-Louise vil sætte ord på konsekvenserne. ♦