En omvendt Robin Hood

Begejstringen for den nye aftale om voksentandplejen er til at overse hos klinikejerformanden i Tandlægeforeningen.

Tekst: Kim Andreasen

En politisk bestemt aftale uden et sundhedsfagligt grundlag, hvor man tager fra de patienter, der allerede nu har store udgifter til tandbehandling, og giver til dem, der i forvejen har råd.

Formanden for klinikejerudvalget i Tandlægeforeningen (KEU), Signe Johanne Rasmussen, lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af den nye aftale om voksentandplejen. 

- Det kan undre mig, at man i et samfund som det danske kan vælge den løsning. Det bliver jo til en omvendt Robin Hood, når der ikke følger flere penge med aftalen, og når den er skruet sammen, som den er, med en 
tandkonto med det samme beløb til alle, siger hun. 

Men aftalen er en realitet, og som repræsentant for klinikejerne i Tandlægeforeningen skal hun og KEU i den kommende tid både forhandle og derefter formidle detaljerne i aftalen – bl.a. honorarer og ydelser.

- Resultaterne af de forhandlinger, vi skal have med regionerne, kommer til at have stor betydning i forhold til, om vi kan få en aftale, som vi kan se os selv i. Her vil vi have stor fokus på økonomien og administrationen, siger Signe Johanne Rasmussen.

Hun understreger, at KEU vil kæmpe for, at pengene på tandkontoen bliver en sag mellem regionerne og patienterne, så klinikejere ikke kommer i klemme, og der ikke må kunne snydes.

- Der skal bygges et administrativt system op, som skal være knivskarpt, og udgifterne til det bør ligge hos regionerne eller staten og skal ikke afholdes af klinikejerne, siger KEU-formanden.

Forhandlingerne mellem KEU og regionerne kommer efter tidsplanen først til at ske sidst i 2027. Men indtil da vil Tandlægeforeningen, ifølge Signe Johanne Rasmussen, blive ved med at presse på for at få rettet op på de skævheder, den nye aftale vil skabe rent sundhedsfagligt.

- Det kunne fx være at få nogle tilskudsordninger til patienter med parodontitis. Det er nok den patientgruppe, der tydeligst bliver kastet under bussen i den nye aftale, siger hun.