Arbejdet med børn er et kæmpe ansvar

Mia Portz Johannsen spørger:

Hvad motiverer dig i arbejdet med børn og unge?

- Det kræver noget at være en god børne- og ungetandlæge. Man skal være en rigtig god tandsnedker. Man skal være kreativ og have pædagogisk snilde. Og man har ofte ikke særlig lang tid til det. For at udnytte tiden fornuftigt skal man helst vide fra start, hvad der er den bedste behandling for barnet.Det gælder om at vurdere det enkelte barns ressourcer den pågældende dag. Og forældrenes – for de smitter af på barnet. Og hvis man fx på forhånd ved, at man ikke kan gennemføre en fyldning på barnet, er det bedre at ty til en anden løsning. Det er ikke altid det fagligt mest optimale, men den bedste løsning på dagen. Det fagligt mest optimale kræver altid en individuel vurdering. I Gellerupparken, hvor jeg arbejder nu, støder jeg fx på væsentligt flere børn med caries, end da jeg var tandlæge i Ebeltoft. Der kan være stor forskel på risikofaktorer og familiens handlekompetencer, og vi behandler hele familien. Der er mange tangenter at spille på, og det synes jeg er vildt spændende.

Er det også det, der driver dig?
- Det driver mig at etablere et godt samarbejde med forældrene og bidrage til at skabe livslang sundhed. Alle de børn, der forlader børne- og ungetandplejen, skal jo helst have lyst til at fortsætte med at gå til tandlæge i privat praksis. Der hviler et helt vildt stort ansvar på os, der arbejder med børn og unge. Jo mere respektfuldt vi kan behandle børnene, jo bedre. For hvis vi lykkes med at skabe et tillidsbaseret samarbejde, giver vi dem forhåbentlig også troen på, at det er okay at gå til tandlæge fremadrettet. Det gælder ikke mindst de børn, vi møder i den Højt Specialiserede Behandlingsenhed. Her kommer børn med genetiske sygdomme, der manifesterer sig i tænderne. De har en livslang behandlingsbyrde foran sig, og vi har et kæmpe ansvar for at passe godt på de børn og ikke ”slide dem op”. Men hvis først man formår at få deres tillid, kan man komme rigtig langt, og så er det min oplevelse, at børn generelt er utroligt villige til at samarbejde. Jeg har også været heldig at have nogle gode ophold som tandlæge i Grønland. Her bruger jeg også mange af mine kompetencer som børnetandlæge, når jeg behandler voksne, fordi nogle af patienterne er hunderædde for at blive behandlet.

Hvordan jonglerer du de mange forskellige bolde?
- Jeg deler mit arbejdsliv op i forskellige deltidsjobs. For mange kan det måske lyde lidt overvældende, men for mig er der en stor sammenhængskraft mellem de forskellige funktioner. Det hele hænger sammen. Alle mine patienter er børn og unge. De almindelige cases kommer i klinikken, og de meget specielle viser sig i videnscentret. Tidsmæssigt er jeg mest på Tandlægeskolen. Og de børn, vi behandler her, går således til tandlæge hos de studerende. Børnene har jo ikke selv valgt at komme her – det har deres forældre, så det stiller virkelig store krav til de studerende og den kvalitet, de skal bidrage til. Samtidig holder de studerende mig hele tiden til ilden. De er kvikke! Jeg synes, det er vigtigt, at jeg kan ”walk the talk” – og selv gør det i virkeligheden, som jeg fortæller om i undervisningen. Det giver mig mulighed for at styrke kvaliteten i faget. Og på den måde hænger forskning og praksis godt sammen. Det, jeg lærer fra mine forskerkolleger på universitetet, tager jeg med i undervisningen og på klinikken, så det er evidensbaseret. Det er vigtigt for mig, at det, jeg leverer videre, er fagligt funderet. Også de kompromisser, der kan være i behandlinger. Jeg følger kontinuerligt med nationalt og internationalt for at holde mig fagligt opdateret. Det er sikkert ikke alle, der ville trives med at have så mange forskellige arbejdspladser og samarbejdspartnere. Men jeg nyder det. Jeg har haft en arbejdsplads tidligere, hvor jeg vidste, hvor min plads var i frokoststuen, men har fravalgt det. Det er nemlig en kæmpe drivkraft for mig at have mange forskellige kolleger, og vores fællesskab er, at vi alle sammen er tandlæger for børn og unge. Jeg føler mig privilegeret og heldig og synes selv, at jeg har Danmarks bedste job. Det er meget givende. Men når nu jeg skal arbejde, til jeg fylder 70 år, er det ikke sikkert, jeg kan blive ved med at holde til dette tempo. Jeg har heldigvis også et liv ved siden af med min familie og dyr på landet.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?
Annette Lilleøre Kjeldsen er ansat i Tandplejen i Aarhus, hvor hun med spidskompetence i kirurgi på børn og unge modtager henvisninger fra kolleger i tandplejen.

Marie-Louise Milvang Nørregaard spørger: 

Hvorfor valgte du at beskæftige sig med netop dette vanskelige og krævende fagområde inden for pædodontien?