Jeg har zigzagget mig ind i faget

Hvis nogen fra begyndelsen havde fortalt Mellanie Vendt, hvor lang vejen ville blive, er hun ikke sikker på, at hun var gået i gang.

- Hvis jeg havde vidst, at det ville tage 13 år at blive tandlæge, så havde jeg nok aldrig kastet mig ud i det, siger hun.

I dag arbejder hun på kæbekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, hvor hun både laver protetiske rekonstruktioner efter større kæbeoperationer og behandler patienter med sjældne sygdomme i Odontologisk Videnscenter. Her trækker hun på erfaringer fra hele sit forløb, selvom hun indimellem stadig kan føle sig lidt på udebane.

Det var ikke en plan, hun lagde fra starten. Snarere en retning, der er opstået hen ad vejen, hvor det kreative og formbare har været den røde tråd, og hvor ét skridt har ført til det næste – hele vejen frem til Rigshospitalet. Men ikke uden bump undervejs. 

I dag sidder hun ved et træbord i solen i gården på Rigshospitalet i en pause fra arbejdet. Dagen har været fyldt med møder, og hun benytter lejligheden til at spise en sandwich fra 7-Eleven. Sandwichen bliver liggende længe mellem bidderne, fordi hun er så optaget af at fortælle.Det er tydeligt, at hun er et menneske, der let lader sig begejstre – og at hun er dybt investeret i det, hun laver.

Det kreative som udgangspunkt
Som ung var det ikke bøgerne, der trak. I gymnasiet fyldte dansen og forestillingerne det hele, og det at få en studentereksamen handlede mest om at bevise over for sin mor, at hun godt kunne.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle bruge den til noget, siger hun.

I hendes familie var der heller ikke nogen, der havde taget en akademisk uddannelse, og det var derfor ikke en verden, hun spejlede sig i eller så som en mulighed. I stedet søgte hun mod det, hun kunne mærke gav mening: det kreative og det kropslige arbejde. Hun arbejdede i mange år som danser og koreograf og blev en del af showbranchen, hvor hun senere uddannede sig til makeupartist. Her opstod en interesse, som hun først langt senere blev klar over betydningen af. 

- Jeg har altid været optaget af ansigtsmorfologi og af, hvordan man kan ændre ansigter. Når jeg lavede proteser og fx vampyrtænder til shows, var jeg fuldstændig opslugt af at sidde og skulpturere.

Når interessen vækkes
Efter at være blevet uddannet makeupartist flyttede hun til Aarhus og fik job hos TDC for at sikre en fast indkomst. Samtidig tog hun en merkonomuddannelse, men mistede hurtigt interessen.

- Det kom for langt væk fra det kreative, som jeg egentlig var optaget af.

I stedet begyndte hun på kokkeuddannelsen, og her oplevede hun for første gang, at det gav mening at gå i skole.

- Det var første gang, jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne lide at lære noget.

Hun opdagede også, at det boglige ikke i sig selv var problemet – det handlede om interessen. Det skulle senere vise sig ikke at være helt så ligetil.

Kokkeuddannelsen blev dog lagt på hylden igen, da arbejdstiderne ikke passede med livet som mor.

Et møde, der ændrer retning
Det næste skridt kom gennem familien, hvor både hendes tante og moster arbejdede som klinikassistenter. Hun havde altid betragtet dem som stærke og selvstændige kvinder, og det gjorde hende nysgerrig på faget. Hun søgte ind på klinikassistentuddannelsen og oplevede hurtigt, at hun her havde fundet noget, der gav mening. Hun gik fra at være en elev, der kæmpede i skolen til at ligge helt i top, og det tændte en ny gejst for at lære og fordybe sig. I arbejdet med børn i den kommunale tandpleje fandt hun også glæden ved det menneskelige aspekt af faget, hvor der var plads til både kontakt, humor og kreativitet.

Samtidig mødte hun en tandlæge, som kom til at få stor betydning for hendes videre vej.

- Jeg sagde selv, at jeg måske kunne blive tandplejer, og så sagde hun: “Du skal ikke være tandplejer – du skal være tandlæge.”

Det var en tanke, hun ikke selv havde haft mod på at formulere.

- Jeg blev helt flov, fordi jeg slet ikke så mig selv som en, der kunne gennemføre en akademisk uddannelse.

Fra tvivl til retning
Men Mellanie Vendt fandt modet og søgte ind på tandlægestudiet. Hun kom dog ikke ind og begyndte i stedet på tandplejeruddannelsen. I starten var hun i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige sted for hende – hun hørte jo til på tandlægestudiet. Men det ændrede sig hurtigt.

- Det viste sig at være enormt inspirerende, og studiemiljøet var virkelig stærkt.

Da hun afsluttede uddannelsen med priser for både højeste gennemsnit og som årets kliniker, åbnede vejen sig ind til tandlægestudiet.

- Jeg arbejdede et år som tandplejer, men jeg kunne mærke, at tandlægestudiet bare var det, jeg helst ville. 

Derfor søgte hun ind for fjerde gang. Og denne gang lykkedes det.

- Det var en kæmpe milepæl for mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende på universitetet.

Et hårdt møde med det boglige
Overgangen til odontologi blev imidlertid langt sværere, end hun havde forestillet sig. De første semestre var præget af tung teori, og hendes praktiske erfaring kunne ikke hjælpe hende i begyndelsen.

- Det var et kæmpe chok. Jeg dumpede de første eksamener og begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet hørte til. 

Hun oplevede, at hendes medstuderende, der kom direkte fra gymnasiet, havde en fordel i det boglige og i studieteknikken, mens hun selv skulle finde en ny måde at lære på. Det vendte først, da undervisningen igen fik et praktisk element.

- Da vi begyndte at arbejde med tænder, kunne jeg mærke, at jeg havde noget at byde ind med. Noget erfaring at trække på. 

Med tiden blev det tydeligt for hende, at hendes styrke ikke lå i den klassiske akademiske tilgang, men i evnen til at tænke praktisk og kreativt.

- Jeg lærer bedst ved at få tingene i hænderne og ved at kunne relatere det til noget, jeg har prøvet før.

I læsegruppen oplevede hun både at være den, der havde brug for ekstra forklaringer, og den, der kunne hjælpe de andre med det praktiske arbejde.

- Dengang følte jeg mest, at jeg var bagud, men i dag kan jeg godt se, at vi supplerede hinanden.

At samle erfaringerne
I dag oplever hun, at hele hendes baggrund – fra dans og makeup til klinikarbejde – spiller en rolle i hendes arbejde som tandlæge på Rigshospitalet.

- Jeg bruger det kreative hele tiden. Det handler om form, funktion og om at kunne se muligheder.

Hun beskriver selv sin vej som et zigzag, men understreger, at den hele tiden har bevæget sig fremad.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle noget med mine hænder og med mennesker. Jeg har bare fundet ud af, hvad det skulle være lidt ad gangen.

Hun er heller ikke i tvivl om, at hun ville have været en anden type tandlæge, hvis hun var gået den direkte vej.

- Min baggrund gør, at jeg tænker anderledes og arbejder på en anden måde.

En anden indgang til faget
Selv i dag kan hun mærke en vis usikkerhed i forhold til de mere klassisk akademiske kolleger.

- Jeg kan godt føle mig lidt mindreværdig, indrømmer hun.

Samtidig oplever hun, at det også driver hende.

- Jeg er meget grundig og forbereder mig altid, fordi jeg gerne vil være sikker på det, jeg gør.

Hun ser i dag sin vej som en styrke, ikke en svaghed.

- Der er mange ting, man ikke lærer på tandlægeskolen, især når det gælder det menneskelige. Det er jeg så glad for, at jeg har med mig fra andre steder