Alle fester slutter på et tidspunkt

Til sidst følte jeg, at jeg blev dummere af at gå på arbejde.

Sådan beskriver Nikolaj Møller følelsen, der langsomt voksede frem efter mange år i restaurationsbranchen og forskellige ufaglærte jobs i København. Han havde arbejdet som tjener, togsteward og ekspedient i JYSK, deltaget i realityprogrammet Baren og brugt store dele af sine 20’ere og begyndelsen af sine 30’ere i bylivet omkring Pan og Pisserenden i indre København. Livet var socialt, hektisk og fuld af mennesker, men efterhånden begyndte noget at føles forkert.

- Jeg manglede noget inde i hovedet. Noget bogligt og noget intellektuelt. Til sidst følte jeg bare, at jeg stod og ryddede af og dækkede op og så om igen, fortæller han, da vi mødes på en café i Nyborg en formiddag.

Nikolaj Møller sidder med en kaffe i et højt glas foran sig. Håret er kortklippet, han er velklædt og har smykker i ørerne og på fingrene. Der er stadig noget storbymenneske over ham, selv om han igen bor på Fyn.

I dag er han tandlæge hos Oris Tandlægerne i Odense, men i mange år troede han faktisk ikke, at han nogensinde skulle tilbage på skolebænken.

Drømmen om noget større
Nikolaj Møller er vokset op i Lundeborg på Fyn, en lille fiskerby, som han beskriver som idyllisk at være barn i og kedelig at være ung i. Hjemme fyldte uddannelse ikke særligt meget. Det blev ikke betragtet som uvigtigt, men det var heller ikke noget, der blev talt om som en nødvendighed eller selvfølge.

Efter 9. klasse begyndte han derfor på handelsskolen med planer om at arbejde i en tøjbutik, fordi han interesserede sig for mode og godt kunne lide den verden. Samtidig drømte han dog også om noget helt andet.

- Jeg ville egentlig gerne være skuespiller. Jeg spillede teater og dansede rigtig meget, og i en periode troede jeg også, at jeg skulle være professionel danser.

Det var drømmen om noget større, der trak ham mod København i slutningen af 90’erne, hvor han begyndte i tjenerlære på Royal Hotel. Men det gik hurtigt op for ham, at elevlønnen passede dårligt til det liv, han gerne ville leve som ung i storbyen.

- Jeg var lige flyttet til København, og jeg ville gerne ud at feste og give den gas. Derfor syntes jeg ikke, at jeg tjente nok penge som elev.

Det blev begyndelsen på en årrække med forskellige jobs og et socialt liv, der fyldte mindst lige så meget som arbejdet. Han blev hurtigt en del af det københavnske homoseksuelle natteliv, og store dele af hans omgangskreds arbejdede også i restaurationsbranchen. Nikolaj Møller levede et liv, hvor hverdagen ofte gled over i fest.

Én lang fest
Samtidig holdt han fast i drømmen om at blive kendt, og den gik i en periode faktisk i opfyldelse, da han i 2002 deltog i første sæson af TV3-programmet Baren, som på det tidspunkt var blandt de første realityprogrammer i dansk fjernsyn.

- Det var fantastisk at være med i programmet. Det føltes som én lang fest.

Men oplevelsen havde også en bagside, som han ikke havde forestillet sig.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke var så sjovt at være et kendt ansigt. Jeg følte hele tiden, at folk kiggede og hviskede, når jeg gik ude i byen.

Efter realitydagene fik han job på den legendariske restaurant Copenhagen Corner, der var en stor, mondæn restaurant ved Rådhuspladsen. Tempoet var højt, vagterne lange, og efter lukketid fortsatte aftenerne ofte videre i byen. I begyndelsen elskede han det. Sammenholdet var tæt, arbejdet socialt, og livet omkring restauranten passede perfekt til den måde, han levede på dengang.

Men efter nogle år begyndte noget at ændre sig. De samme vagter, de samme byture og den samme rytme begyndte at føles tomme. Han beskriver følelsen som en oplevelse af, at skoene blev tungere og tungere for hver dag, han gik på arbejde. Han kunne mærke, at livet skulle skifte retning. 

Tankerne om uddannelse ulmede langsomt over flere år, men beslutningen var svær at træffe. Han tjente gode penge, havde et aktivt socialt liv og havde svært ved at forestille sig, hvordan han skulle kunne leve på SU som mand i 30’erne.

- Jeg havde jo et fint liv, og tingene løb rundt. Men alle fester har det jo med at ende på et tidspunkt, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne mærke, at jeg hverken fysisk eller psykisk kunne holde til det længere. Det var hårdt at arbejde 12 timer og tage i byen bagefter, mens fridagene gik med tømmermænd og flere fester.

Det blev en veninde fra restauranten, der til sidst gav ham det nødvendige skub. Hun konfronterede ham med, at han var blevet svær at være omkring, fordi han var utilfreds hele tiden.

- Hun sagde: “Enten finder du ud af at holde af dit arbejde, eller også finder du på noget andet at lave. For du er ikke til at holde ud at være i nærheden af.”

Han vidste godt, at hun havde ret.

Beslutningen er taget
I begyndelsen kredsede tankerne om uddannelser som sygeplejerske, radiograf og tandplejer, fordi de alle sammen handlede om mennesker og relationer. Men jo tættere han kom på beslutningen, desto mere voksede følelsen af, at han måtte gå all in, hvis han virkelig skulle tilbage på skolebænken.

- Jeg tænkte, at hvis jeg skulle gøre det nu, så skulle det være noget, der virkelig betød noget.

Han overvejede medicin, men syntes, at uddannelsen og speciallægevejen virkede for lang i forhold til den alder, han havde.

- Så tænkte jeg: Findes der noget, der minder om læge, men med en kortere vej? Og så var det jo tandlæge.

Det var ikke en barndomsdrøm, og han vidste ærligt talt ikke ret meget om faget – andet end fra, når han selv sad i stolen som patient. Men beslutningen var taget. Han ville være tandlæge.

I sommeren 2005 sagde han derfor sit job op og begyndte på HF som næsten 31-årig. Denne gang var oplevelsen helt anderledes end et mislykket HF-forsøg, han havde haft som 20-årig.

- Nu havde jeg et mål. Jeg skulle have karakterer, der var gode nok til at komme ind på odontologi.

Da optagelsesbrevet fra tandlægeskolen kom i sommeren 2007, sad han i sin lejlighed på Frederiksberg.

- Jeg dansede rundt i stuen og tænkte: “Yes mand, jeg skal aldrig servere en tallerken igen.”

Et hårdt møde med studiet
Det blev dog hurtigt tydeligt for ham, at det krævede mere at læse til tandlæge, end han havde forestillet sig. Selvom han havde svoret, at han aldrig skulle servere igen, arbejdede han stadig som tjener og serviceagent i lufthavnen ved siden af studiet for at få økonomien til at hænge sammen. Samtidig holdt han stadig fast i dele af det liv, han kendte fra før.

- Vi havde kun 16 obligatoriske timer om ugen det første år, så jeg syntes jo, at jeg havde masser af tid til tant og fjas. Og jeg var bestemt ikke færdig med at feste, siger han med et grin.

Men det fik hurtigt konsekvenser.

- Jeg dumpede stort set alle prøver og eksamener det første år, og jeg var virkelig frustreret, da året var slut. Jeg begyndte at tænke: Er jeg simpelthen for dum til det her?

For første gang blev han tvunget til at gøre op med sig selv, hvor meget han egentlig ville uddannelsen.

- HF var gået rimelig nemt for mig, så jeg havde nok undervurderet, hvad det krævede at læse på universitetet. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det her ikke var noget, man bare gled igennem.

Her kunne det have været oplagt at vende tilbage til restaurationsbranchen, som han via sit studiejob stadig havde det ene ben solidt plantet i. Men den tanke afviste han hurtigt.

- Jeg skulle være tandlæge. Der var bare ikke noget alternativ længere.

I stedet begyndte han for alvor at prioritere studiet. Der blev skruet ned for byturene, og det at være studerende kom pludselig i første række.

- Jeg spændte hjelmen og startede forfra. Der var stadig fester, men slet ikke på samme måde som før. Jeg var jo også kommet op i 30’erne, så det var nok meget sundt.

Et servicefag med patienter
Selvom han var ældre end mange af sine medstuderende, følte han sig aldrig rigtigt udenfor.

- Jeg er jo bare en ung mand i en snart gammel mands krop, siger han med et smil.

Til gengæld oplevede han, at erfaringerne fra arbejdslivet gav ham noget særligt i mødet med patienterne.

- Alle mine jobs har jo handlet om at kommunikere med mennesker. Man skal ikke glemme, at tandlægefaget også er et servicefag.

Netop relationen til patienterne er i dag noget af det, han holder mest af ved sit arbejde.

- Det vigtigste for mig er selvfølgelig at lave et godt stykke tandlægearbejde, men jeg elsker også samtalen med patienterne. Det kan være alt mellem himmel og jord. Det er den kontakt, der giver arbejdet mening for mig.

Tilbage til Fyn
Efter endt uddannelse arbejdede han i Nordsjælland med en kort afstikker til Grønland, før han i 2023 flyttede tilbage til Fyn for at komme tættere på familien. I dag arbejder han hos Oris Tandlægerne i Odense og bor kun få kilometer fra den by, han voksede op i. Livet ser også anderledes ud i dag end i årene i København.

- Der er ikke helt det samme natteliv ude på landet på Fyn, som der er i København, griner han. 

I stedet bruger han tiden på træning og på familien, men han savner stadig storbyen og den energi, der følger med livet i København.

- Jeg savner helt klart pulsen og mulighederne. Der sker bare noget andet i København.

Når han ser tilbage på sit liv, er han heller ikke typen, der forestiller sig, at alt nødvendigvis fortsætter ad den samme lige linje herfra.

- Mit liv har taget så mange drejninger de første 50 år, så hvem ved, hvad der skal ske. Min historie er ikke skrevet færdig.

Arbejdsmæssigt føler han dog, at han har fundet det sted, han skal være.

- Som det er nu, kunne jeg slet ikke forestille mig at lave andet end at være tandlæge. Det skulle da lige være guldsmed, siger han med et glimt i øjet.