Tilskud til behandling af unge varierer fra kommune til kommune
Der er væsentlige variationer i de beløb, en kommune dækker, når en patient mellem 16-21 år ønsker behandling hos en privatpraktiserende tandlæge. Beløbene afspejler de faktiske forhold i hver enkelt kommune, og derfor er der forskelle, forklarer de offentligt ansatte tandlægers formand.
Hvis en patient i Odense Kommunes tandpleje vælger at få en hård bidskinne hos en privatpraktiserende tandlæge, dækker kommunen 3.200 kr. I Københavns Kommune kompenseres en tilsvarende behandling kun med 2.575 kr. – altså en forskel på 626 kr. Samme mønster gør sig gældende i hele landet og for andre typer af behandling. Men hvorfor er der forskel på referencepriserne fra kommune til kommune? Og er det rimeligt, at postnummeret bestemmer, hvor stort et beløb de 16-21-årige patienter kan tage med sig, hvis de ønsker at blive behandlet hos en privatpraktiserende tandlæge?
En god forklaring
Formanden for de offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen, Stine Brems Mørcholdt, som også er overtandlæge i Aarhus Kommune, er klar over, at det ser mærkeligt ud, at der er forskelle i kommunernes referencepriser. Men hun har en forklaring:
– Lovgivningen kræver, at priserne afspejler de faktiske omkostninger i den enkelte kommune. Priserne bliver derfor sat efter en veldokumenteret metode, som tager højde for alt fra bygninger, lønninger, materialeforbrug mv., siger hun.
Større økonomisk pres
Stine Brems Mørcholdt mener, at det økonomiske pres på tandplejen i kommunerne er blevet større, efter at Folketinget i 2022 udvidede retten til gratis tandpleje til også at omfatte de 18-21-årige.
– De midler, der fulgte med beslutningen, er langtfra tilstrækkelige. Især ikke, hvis de unge vælger privat praksis. I alle kommuner har man gjort sig umage for at løse opgaven. Man har måttet finde ekstra penge til tandplejen i budgetterne. Det er ærgerligt, at politikerne har forsømt at sende de penge med, som udvidelsen reelt koster, siger Stine Brems Mørcholdt, som vurderer, at mellem 10 og 30 % af de unge ender med at vælge en privat tandlæge, når ordningen er fuldt indfaset.
Helt gratis
Det er en politisk beslutning, at de 16-21-årige har ret til at få tandlægebehandling i det private. Men det er kommunerne, som bestemmer størrelsen på tilskuddet. Og det betyder, at unge, der vælger den privatpraktiserende tandlæge, risikerer at skulle betale en del af regningen selv. Alligevel mener overtandlægen stadig, at de unge har et reelt tilbud om gratis tandpleje, som var intentionen med loven.
– Vælger man at modtage sin tandpleje på kommunens klinik, er det gratis i alle kommuner, så jeg mener ikke, man kan tale om, at postnummeret er afgørende for, om du kan modtage vederlagsfri tandpleje. Men kommunerne kan naturligvis beslutte, hvilket serviceniveau de lægger sig på inden for lovgivningen, siger Stine Brems Mørcholdt. Hos klinikejerne i Tandlægeforeningen er formand Signe Rasmussen enig i, at der fra start har været for få penge i ordningen. Hun mener derfor ikke, at loven virker efter hensigten.
– Det er misvisende at tale om et frit valg og gratis tandpleje for unge, når pengene til behandling hos privatpraktiserende tandlæge ikke følger med, siger Signe Rasmussen.