"Jeg var slet ikke rustet til virkeligheden"

Bossanova flyder ud af højttalerne, mens kanelsnurrer og croissanter skifter hænder over disken. Caféens vægge er dækket af jordfarver og mørkegrønt, og gennem de store vinduer vælter morgentrafikken ned ad Amagers gader, hvor nyt byggeri støder op mod ældre, aflange boligblokke. Midt i summen af kaffetørstige gæster sætter Karoline Jacqueline Kousgaard sig til rette med en cappuccino mellem hænderne. Hun smiler. Men hun holder ikke længe blikket på skummet, før hun begynder at tale om noget, hun ville ønske, hun havde vidst, før hun blev færdiguddannet.

- Nej… jeg var ikke godt nok rustet, siger hun uden tøven.

Mødet med virkeligheden
Karoline arbejdede fem år på at blive tandlæge, og da hun trådte ud i sit første fuldtidsjob, var forventningerne høje – især hendes egne.

- Jeg troede, jeg havde styr på det meste. Og så fandt jeg ud af, at jeg faktisk slet ikke havde styr på noget, siger hun med et tørt grin.

Det, der ramte hende hårdest, var ikke rodbehandlingerne, fyldningerne eller fagligheden. Det var alt det udenom:

- Jeg vidste intet om journalsystemer, ydelser, forsikringer, kommunesager. Jeg havde aldrig prøvet at have 12-15 patienter på en dag. Det var overvældende hele tiden at skulle omstille sig. På studiet ved du præcis, hvem du skal behandle. I virkeligheden er det et helt andet tempo og nogle andre ting, der spiller ind.

Hun tager en tår af kaffen og kigger ud på Amagers travle gade. Indenfor går snakken ivrigt mellem gæsterne.

Et pres, hun selv satte på sig
Selvom hendes arbejdsplads ikke forventede, at hun kunne alt fra første dag, gjorde hun det selv.

- Jeg ville så gerne vise, at jeg kunne noget. Men jeg var jo ny. Det tog mig rigtig lang tid at lande i det og blive sikker. Først sidste sommer begyndte jeg for alvor at føle mig tryg i det.

Det blev også en mental omvæltning at gå fra studieliv til fuldtidsarbejde:

- På studiet er man konstant omgivet af venner, som er på samme niveau som en selv. Pludselig står man alene blandt kolleger, der er ældre og erfarne. Man kan vel sammenligne det med et barn, der starter i institution. Den ene dag er man hjemme i trygge omgivelser, den næste dag skal man stå på egne ben. Man har nogle kompetencer, men man aner ikke, hvordan man bruger dem i praksis.

Fra børn til voksne: det faglige kald
Karoline begyndte med at arbejde både i den kommunale tandpleje i Nyborg og i privat praksis i Odense – tre dage det ene sted, to det andet.

- Børn udfordrer én pædagogisk og psykologisk. Men fagligt gjorde de ikke. Man laver jo sjældent kirurgi, kroner eller rodbehandlinger på børn – og det skal man jo helst heller ikke. Jeg savnede at udvikle mig som håndværker.

Alligevel mener Karoline, at kombinationen af tempoet i det kommunale og teknikken i det private i begyndelsen var perfekt.

- Det vil jeg anbefale mange. Det gav mig en rolig start, men med faglig udvikling.

I dag arbejder hun fire dage om ugen i privat praksis i centrum af Odense – og stortrives.

Et sikkerhedsnet på 45 ansatte
Karoline er den eneste nyuddannede tandlæge, klinikken nogensinde har ansat. 

- Måske valgte de at satse på mig, fordi jeg selv var patient der, før jeg blev uddannet tandlæge, griner hun. 

Særligt størrelsen på klinikken og den faglige sparring har betydet meget for arbejdslivets begyndelse.

- Jeg har en leder lige ved siden af mig, som altid er klar til at hjælpe. Det har gjort, at jeg har haft modet til at kaste mig ud i ting, jeg ellers ikke havde turdet. Og fordi vi er en stor klinik, er der altid nogen, der ved præcis det, du står og bøvler med. Det har givet mig en enorm tryghed.

De gyngende øjeblikke – og de mange hatte
Men selv med støtte bag sig har der været øjeblikke, hvor hun følte sig ude, hvor hun ikke kunne bunde.

- Visdomstænder kan være intense. Der har været mange situationer, hvor jeg tænkte: Hvad laver jeg? Men så må man hente hjælp og have is i maven.

Og så er der selve arbejdslivet som tandlæge, som også kan sende Karoline ud på gyngende grund:

- Du har ingen pauser – medmindre der kommer et afbud. Du er på, fra du træder ind, til du går ud. Du er økonomichef for dine patienter, kommunikationschef, jurist, psykolog – og oveni det skal du være teknisk dygtig. Det er noget af det, der godt kan dræne mig.

Det menneskelige spiller en vigtig rolle
Noget af det, der står klarest for hende nu, er, hvor meget det betyder at være nærværende og tage sig den tid, som det tager.

- Du sidder så tæt på folk, og mange er bange. Jeg vil hellere bruge fem minutter mere, lægge en hånd på deres skulder og se dem i øjnene. Jeg vil ikke være den tandlæge, der giver nogen tandlægeangst.

Hun smiler lidt.

- Man kan være nok så dygtig en håndværker, men uden det menneskelige kommer man ingen vegne.

Pendlerlivet – og et kommende farvel til København
I to og et halvt år har hun pendlet mellem København og Odense. Dagen starter 5.35 og slutter 17.30. Søndag aften forberedes maden til hele ugen. Tasken pakkes. Alt lægges klar.

- Det begrænser mit privatliv, men det lægger også en naturlig pause ind i hverdagen, som jeg er kommet til at sætte pris på. Men nu glæder jeg mig til at slippe det.

Til sommer flytter hun og kæresten nemlig til Odense – både for at få mere overskud og fordi ønsket om et fremtidigt familieliv er begyndt at melde sig. Nu bliver det kærestens tur til at pendle til København. 

- Det er vemodigt at forlade København, men tiden er rigtig, siger Karoline, som håber, at flytningen kommer 
til at give hende noget mere overskud i hverdagen.

Klinikejer? Ja – men på en anden måde
Da Tandlægebladet sidst talte med Karoline, drømte hun om at blive klinikejer. Det gør hun stadig, men drømmen har ændret form.

- Jeg troede, man stadig havde sin egen lille klinik. Men fremtiden ligger nok i kæder eller deleje. Måske bliver jeg leder et sted, hvor jeg har en andel. Jeg vil stadig gerne tage det til et højere niveau, men jeg har ikke travlt, og jeg skal helt sikkert have noget mere erfaring, inden jeg tager det skridt. 

Et råd til fremtidens nye tandlæger
Inden hun rejser sig, deler hun det bedste råd, hun selv har fået:

- Find ud af, hvem du er som tandlæge – og hold fast i det. Du kan ikke passe til alle patienter. Så går du i stykker.

Og så tilføjer hun:

- Og lad være med at lade pendling afskrække dig fra et godt job. Man kan få det til at fungere. Og man kan få nogle virkelig gode, fagligt udviklende jobs, hvis man er villig til at flytte sig lidt for det.