"Det var jobbet, der bestemte, hvor vi endte med at bo"

Udenfor er novemberkulden for alvor begyndt at bide, men indenfor er der julemusik i højtalerne og ro om bordene. Der hænger brunkagehuse i røde silkebånd fra loftet, og duften af vaniljekranse blander sig med nybrygget kaffe i Lagkagehuset i Bredballe Centeret. Her møder vi Mathilde Tank­Baaskjær. Det er to år siden, vi sidst talte med hende, dengang i en lille lejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus, hvor kaffekopperne blev drukket mellem vagter og lange køreture.

Nu er meget forandret. Ikke mindst fordi Mathilde er blevet mor, og hun og kæresten Anders har rykket hele deres liv til en by, ingen af dem kendte i forvejen.

Da jobbet bestemte postnummeret

Da Mathilde blev færdiguddannet for to og et halvt år siden, pendlede hun mellem Aarhus og sine to jobs i Varde og Bramming. Hun overnattede jævnligt hos sine svigerforældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Da hun i sommeren sidste år blev gravid, stod det klart, at det ikke var en holdbar løsning.

Løsningen blev at flytte, men det er stadig tydeligt, at beslutningen var svær.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner Aarhus. Hvis jeg havde fået et job tæt på byen, var vi aldrig flyttet. Men det kunne jeg bare ikke – og det fungerede ikke længere at pendle fra Aarhus til Varde og Esbjerg. Slet ikke, når vi også skulle have et barn.

Derfor var det også en nødvendig beslutning at tage for parret:

- Det blev for langt for mig at køre. Det betød, at vi blev sådan nogle weekendkærester – og det holdt jo ikke. Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, sagde vi lejligheden op og besluttede, at det var nu, vi skulle tage skridtet.

At valget faldt på Vejle, skyldtes logistikken. Anders’ arbejde er i Vejle, men han kører rundt i både Jylland og på Fyn, og Mathildes to jobs ligger i Vestjylland. Bredballe blev det kompromis, hvor hverdagen kunne gå op.

Nu sidder de i et nyrenoveret hus med plads, lys og have – noget helt andet end lejligheden i Aarhus.

- Vi er faktisk blevet virkelig glade for at bo her, fortæller Mathilde og kigger ud mod parcelhuskvarteret, der omkranser Bredballe Centeret, hvor Lagkagehuset ligger.

 Tilbage til en lang hverdag

Da vi taler med Mathilde, står hun lige over for at skulle skifte barnevognen ud med bilen. I første omgang arbejder hun to dage om ugen i en privat klinik i Varde, men efter et par uger skal hun op på fuld tid, når hun supplerer med tre dage i den kommunale tandpleje i Bramming.

- Jeg glæder mig til at bruge mine hænder igen. Men det er også ambivalent, siger hun stille. 

- Det er mange timer, man skal være væk fra sit barn, når man har været vant til at være sammen hele tiden.

Hverdagen bliver lang. En time og ti minutters transport til Varde. Lidt under en time til Bramming. Arbejdstider fra 8-15 tre dage om ugen og 8-17 to dage.

Lige nu giver det mening at være afsted mange timer, når jeg nu alligevel kører så langt. Men jeg kan da godt forestille mig, at jeg på sigt skal ned i tid. For at få hverdagen til at fungere.

To forskellige tandlægeverdener

Mathilde har efterhånden fået indblik i to meget forskellige tandlægeverdener i det kommunale og det private.

Selv om man er tandlæge begge steder, så er det virkelig to vidt forskellige jobs. I det private bliver jeg fagligt udfordret med kroner, broer, protetik, alt det tekniske. I det kommunale bliver jeg menneskeligt udfordret. Når man arbejder med børn, skal hovedet være med på en helt anden måde. Man bruger meget  pædagogik og psykologi, og det udfordrer på en anden måde.

Hun siger det med et grin, men det er tydeligt, at det er en sandhed for hende:

- Jeg er fagligt træt efter en dag i det private – og menneskeligt træt efter en dag i det kommunale.

Hun indrømmer også, at selv om hun efterhånden har nogle års erfaring, så føler hun sig nogle gange stadig ny. Og at det måske hænger sammen med, at hun har valgt at dele sit arbejdsliv op  mellem det kommunale og det private.

- Jeg har lært meget. Virkelig meget. Men jeg mangler stadig erfaring. Jeg er ikke så hurtig endnu. Jeg kan se på nogle af mine medstuderende, der er startet på fuld tid i det private, at de har fået en helt anden rutine og erfaring, end jeg har. Men heldigvis er jeg ansat steder, hvor der har været plads til at være ny.

Et hårdt møde med arbejdsmarkedet

Vejen ind på arbejdsmarkedet var ikke nem for Mathilde, som flere gange vender tilbage til en bestemt sætning:

- Jeg synes oprigtigt, det er megaærgerligt, at det er så svært at få job som nyuddannet.

Hun uddyber:

- Vi får at vide på skolen, at det ikke er et problem at få et job. At det nok skal løse sig, og at vi ikke behøver at bekymre os. Men det er bare ikke rigtigt. Det er dem, der flytter langt væk fra de store byer, som får job hurtigst. Der er mange klinikker, der gerne vil have en med erfaring – men vi får jo ikke erfaring, hvis ikke vi får lov at starte et sted.

Selv om hun ikke lægger skjul på, at hun allerhelst ville være blevet i Aarhus, så er hun alligevel glad for at være endt, hvor hun er.

- Jeg har nogle virkelig dygtige kolleger og chefer, både i det private og det kommunale, som har tid til at lære fra sig. Det betyder alt. Jeg tror, at hvis jeg var blevet i Aarhus, så var jeg ikke sikker  på, at jeg havde været så heldig at finde et job, hvor jeg havde fået den samme hjælp. Og jeg kan jo altid søge mod en 
større by, når jeg har noget mere erfaring at komme med.

“Det er et svært tidspunkt i livet”

Hvad fremtiden bringer er endnu ikke besluttet. Mathilde sidder stille et øjeblik, inden hun siger:

- Jeg er et sted i livet, hvor alt sker på én gang. Jeg vil gerne udvikle mig fagligt. Vi har lige købt hus. Vi har fået barn. Og vi skal finde os til rette et nyt sted. Der er en forventning om, at man skal kunne det hele samtidig.

- Hvis jeg kunne have valgt, ville jeg nok gerne have haft lidt mere erfaring, før jeg fik et barn. Men sådan fungerer livet jo ikke. Det passer aldrig perfekt, siger hun og fastslår, at selvom der ikke er lagt faste planer for, hvordan arbejdslivet skal se ud i fremtiden, så er noget dog på plads: 

- Der skal være plads til familielivet. Så det skal mit arbejdsliv kunne rumme. 

Find et sted, hvor du kan udvikle dig

Selv om Mathilde synes, at hun stadig mangler en del erfaring for at finde det helt rette fodfæste i jobbet som tandlæge, så har hun alligevel et godt råd, som hun vil give videre til de nye tandlæger, der står og skal ind på arbejdsmarkedet.

- Hold fast i dig selv. Find et sted, hvor du kan få hjælp og tage den tid, du har brug for. Hurtighed og håndelag skal nok komme med tiden. Vælg en arbejdsplads, hvor der er plads til, at du kan udvikle dig. Et sted, hvor du ikke bliver presset ind i et tempo, du ikke er klar til. Det kan virkelig præge din start på 
arbejdsmarkedet.

- Og så skal du ikke være bange for at flytte dig – hvis det altså passer ind i dit liv. Jeg er glad for, at vi gjorde det. For mig betød det, at jeg fandt nogle arbejdspladser, hvor der er den støtte og de muligheder, som jeg har haft brug for for at udvikle mig som tandlæge. ♦