"Scanneren giver mig troværdighed"
I denne måneds fagstafet svarer tandlæge Yasser Haddadi på, hvor man skal starte, hvis man vil udbygge sit kendskab til digitale muligheder, og hvordan den digitale udvikling ser ud fremover.

Signe Rasmussen spørger:
Hvor skal man starte, hvis man er interesseret i at udbygge sit kendskab til digitale muligheder, og kan du sige noget om, hvordan den digitale udvikling ser ud i nær og fjern fremtid?
Med den hastighed, tingene udvikler sig på, skal man til at gå i gang, hvis man ikke vil halte bagefter. En printer behøver ikke at koste særlig meget. Og mange klinikker har efterhånden en scanner.
Efter min mening bør alle klinikker i dag have en intraoral scanner – den giver mange muligheder. I dag kan vi på klinikken fx fremstille modeller, kroner og skinner på vores egen printer. Især digital printteknologi er en kæmpe ting, der er på vej, så det er et meget nærliggende sted at starte.
Jeg lærer ved at øve mig. Jeg skal have fingrene i det for at forstå det og lære det. Jeg fejler også ofte. For at kunne gøre det bedre næste gang kræver det, at man kan reflektere over det, man laver. Og man vil altid komme til at gøre det forkert i starten.
Jeg laver irriterende mange gange tingene om, fordi jeg ikke synes, det blev godt nok. Jeg har heldigvis mange dygtige kolleger, jeg kan udveksle små fifs og problemer med.
Mulighederne for at lære er enormt mange. Der findes talrige webinarer, YouTube-klip og spændende cases på sociale medier. Og selvfølgelig traditionelle kurser. Jeg ser selv mange webinarer og videoer af behandlinger på nettet.
Jeg er stor fan af webinarer fra den europæiske forening for protetik, European Prosthodontic Association. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at der er meget godt, men også meget skidt på nettet, så jeg vil anbefale at starte med konventionelle kurser og så selv få fingrene i det.
Min største kilde til ny information er nok alle de dygtige kolleger, jeg er i kontakt med, der fungerer som uformelle ERFA-grupper. Det er både tandlæger, men også laboratorieteknikere og folk fra industrien.
Hvad er næste store digitale skridt i tandlægebranchen?
- Klinikker, der ikke har en scanner, er bagefter. Og klinikker, der vil noget mere, skal også til at skaffe en printer. På min klinik har vi stor gavn af en printer.
Når det gælder design, kommer AI til at spille en kæmpe rolle på sigt. Når jeg fx printer en krone, er den ikke designet af en tandtekniker, men af AI-software. Jeg scanner, uploader i skyen og har to minutter senere en digital version af kronen, som jeg kan printe.
Der går ikke mere end 30 min., fra jeg har taget et aftryk, til jeg har en færdigprintet krone. Uden at behøve at sende den ud af huset eller landet. Det udvikler sig voldsomt, og på sigt kommer AI til at kunne designe meget mere.
Det samme gælder de materialer, vi printer med, der vil blive stærkere og mere æstetiske. De er ikke efterprøvet endnu, så der er altid en risiko forbundet med det, når man vil være på forkant. Sådan var det også i sin tid med intraoral scanning. Men jeg er meget imponeret over, hvad AI-software kan.
Den vilde teknologiske udvikling, der er i gang, giver både behandlings- og kommunikationsmæssige muligheder. Jeg oplever fx, at en scanner gør det nemmere at kommunikere med mine patienter på en måde, så de bedre kan forstå, hvad jeg forklarer. Scanneren giver mig troværdighed, fordi patienten visuelt kan se, hvad jeg taler om.
Hvordan kom du selv på sporet af det digitale?
- Jeg blev eksponeret for det digitale i små doser. Men jeg har faktisk altid været fascineret af den digitale udvikling og er det stadigvæk. For jeg fandt hurtigt ud af, at det giver virkelig mange muligheder.
En af dem er, at jeg kan sidde på min klinik og udføre alle faser af arbejdet selv. Og på den måde have kontrol med alle arbejdsgangene. Hvis jeg selv scanner, designer og printer en krone, og den ikke passer, kan det kun være min skyld. Det kan jeg godt lide.
Er det også det, der driver dig?
Jeg synes, det er enormt fedt at arbejde sammen med dygtige folk. På Tandlægeskolens højtspecialiserede behandlingsenhed sidder jeg sammen med superdygtige kolleger inden for forskellige dele af tandlægefaget.
Der opstår en synergi, når man arbejder sammen med folk, der er specialiserede inden for forskellige områder. Det samme har jeg også på min klinik. Mine kolleger gør mig dygtigere. Det er også derfor, jeg ofte sidder og læser en ny artikel eller ser et webinar. Jeg vil gerne blive ved med at udvikle mig.
Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?
- Louise Hauge Matzen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed formår med succes at balancere mellem forskning, undervisning og klinisk relevans. Og studerende fremhæver hende som en dygtig og engageret underviser.
Yasser Haddadi spørger:
Hvordan navigerer og prioriterer du i det krydsfelt? I er i fuld gang med at forske i brugen af MR i dentale sammenhænge – hvilke muligheder giver MR-teknologien os tandlæger i praksis?
Yasser Haddadi
- Uddannet tandlæge fra Aarhus Universitet i 2004
- Mastergrad i protetik fra UCL Eastman Dental Institute London i 2013
- Ph.d. i digitalisering i protetik i 2019
- Varetager specialbehandlinger for den Højt Specialiserede Behandlingsenhed på Tandlægeskolen
- Ejer og tandlæge af Tandklinikken i Trøjborg Centret samt Futurumklinikken i Aarhus