ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Fagstafetten:

"Der er ikke plads til ligegyldighed i min verden"

I den nye serie Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Tandlægebladet kickstarter serien og spørger Søren Sehested: Du har for nylig åbnet en tredje klinik. Hvad driver dig?

Tekst: Anne Burlund / Foto: Lizette Kabré

Søren Sehested

  • 42 år
  • Uddannet fra Tandlægeskolen i København i 2008
  • Klinikejer Tandlægerne Frederiksberg, Tandlægerne på Østerbro og Tandlægerne ved Storkespringvandet

Jeg er sindssygt passioneret og elsker det, jeg laver!

Jeg har et omsorgsgen, og det bliver virkelig stimuleret i mødet med patienterne. Mit drive er at forsøge at skabe en fantastisk patientoplevelse ved hele tiden at lave små forbedringer fx på kommunikation, modtagelsen, indretning osv.

Jeg vil skabe en arbejdsplads, hvor man skal brænde for sit fag. Jeg forventer, at mine kollegaer ønsker at udvikle sig og lære hver dag, de går på arbejde.

Jeg har høje ambitioner både på mine egne, men i den grad også på mine kollegers vegne. Derfor er der ikke plads til ligegyldighed i min verden. Man skal lægge sig i selen og ønske at levere det bedst mulige.

Der er naturligvis plads til fejl – det er essentielt i en læringsproces. Så længe vi lærer af dem og bruger dem til at blive dygtigere.

Hvad har været din vigtigste læring og erfaring?
Siden jeg startede som klinikejer for otte år siden, har jeg virkelig lært meget. Fx at min spidskompetence er at behandle patienter. Det er det, jeg brænder for!

Jeg har indset, at jeg har nogle begrænsninger som leder. Måske fordi jeg er så passioneret og perfektionistisk, der nogle gange har gjort mig kompromisløs ift. at håndtere ledelsesmæssige udfordringer. Det skaber ikke altid et godt arbejdsmiljø.

Derfor har jeg ansat en række dygtige ledere, og vi har bl.a. indført månedlige medarbejdersamtaler, der sikrer, at alle bliver hørt og kan komme med input og forslag til forbedringer.

Jeg fokuserede tidligere 100 % på patienttilfredshed. Men jeg har lært, at det er lige så vigtigt at fokusere på 100 % medarbejdertilfredshed.

Hvilke værdier er vigtige for dig at afspejle i dine tre klinikker? En af vores værdier er ydmyghed og omsorg over for patienterne. At være professionel og varm.

Dårlige patientoplevelser kan holde mig vågen en uge i træk, fordi jeg føler, at jeg ikke er lykkedes med min mission.

På et hotel jeg engang besøgte i Indien, sagde de, at gæsterne var deres guder – og det er vores patienter også. De skal behandles godt og med respekt.

En anden værdi er at gøre sig umage. Vi vil give folk mere, end de forventer.

Når man kommer ind til os, er hele oplevelsen designet, og intet er tilfældigt. Ligesom på et hotel, hvor alle har en rolle at spille.

Vi har tænkt nøje over, hvordan vi gør det til et rart sted og en god oplevelse. Så der er kræset om alt lige fra musikken, måden vi kommunikerer på, ja selv farven på væggen.

Jeg går meget op i uddannelse inden for klinikken. Min drøm er at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne ikke kun er ansat for at have et job og tjene penge, men hvor vi gør vores bedste hver eneste dag.

Derfor har vi bl.a. standardiseret behandlingerne – og lavet en form for minitandlægeskole – hvor vi uddanner tandlægerne i, hvordan man laver fx den bedste fyldning, og vi tjekker, at kvaliteten er høj og ensrettet. Og det gælder hele tandlægeteamet, så alle medarbejderne bliver opgraderet på deres faglige viden.

Vi vil meget gerne støtte op om, at medarbejderne udvikler sig og har også indført en ‘go-to-person’, som man altid kan gå til, hvis man har nogen spørgsmål eller vil vende noget.

Og det afspejler sig i medarbejdergruppen, der virkelig løfter i flok og har det godt sammen. Vi har et festudvalg, fredagsbar og træningsdage, der skaber et unikt sammenhold.

Hvad giver dig arbejdsglæde?
Jeg kommer fra en lægefamilie, men jeg har altid vidst, at jeg ikke kunne klare presset ift. at stå med andres liv i mine hænder. Så da min far en dag foreslog mig at blive tandlæge, var det ligesom at ramme jackpot! Det var spot on, og lige siden har det været et kald for mig.

Når jeg begynder at tale om klinikkerne og mit fag, så starter en ild i mig. Og jeg føler en dybfølt glæde over at kunne gøre en forskel for et andet menneske. Det giver en instant tilfredsstillelse at kunne hjælpe folk i smerte bare ved at bruge min uddannelse.

Udover arbejdet ved stolen med patienterne, brænder jeg for alt det kreative – at udvikle og få idéer og se dem udført ned til mindste detalje. Derfor har jeg også ansat folk til alt det administrative.

Hvem vil du sende fagstafetten videre til – og hvad vil du spørge om?
Til tandlæge Lars Bjørndal, som er specialiseret i endodonti, fordi jeg beundrer hans faglige kunnen. Lars er utrolig dygtig, og jeg betragter ham som en kapacitet inden for sit felt. Derudover har han et sjældent menneskeligt lune, humor og varme, som viser, at han ikke tager sig selv alt for højtideligt.

Jeg vil spørge ham: Hvad fik dig til at skifte fra at være generalist til at være specialist?

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE