ANNONCE
Annonce
Fagstafetten:

"Alt vores arbejde kræver sans for detaljen, akkuratesse og præcision"

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Lars Bjørndal har sendt stafetten videre til Niels Skjødt og stiller ham spørgsmålet: Hvordan bruger du din sans for detaljer i dit daglige arbejde?

Tekst: Anne Burlund / Foto: Cathrine Ertmann

Niels Skjødt

  • 64 år
  • Uddannet fra Københavns Tandlægehøjskole i 1986
  • Klinikejer, Brovst Tandpleje- og Implantatklinik siden 1995
  • Ansat tandlæge i Liechtenstein 1990-1995

Det gør jeg på sin vis hver dag med alle behandlinger på alle patienter. Alt vores arbejde kræver sans for detaljen, akkuratesse og præcision.

Men at jeg overhovedet blev tandlæge, startede et helt andet sted.

I mine unge dage byggede og reparerede jeg musikinstrumenter, særligt elbasser. Jeg ville gerne leve af det, men det var et ensomt job, og jeg savnede menneskekontakten.

Efter en mindre detour forbi biologistudiet endte jeg på Tandlægehøjskolen, der var en god kombination af kontakt med andre mennesker og detaljenørderi, hvor jeg kunne bruge mine hænder.

Hvad er det, der fascinerer dig ved at nørde detaljen?

På skolen fik vi mange gode metoder til, hvordan vi skal løse en opgave og gribe forskellige scenarier an. Men det er først, når du står med en patient ude i virkeligheden, at du kan finde frem til den helt rigtige løsning i det konkrete tilfælde ved at sammenstykke teori og erfaring.

Og det er det, der fascinerer mig – at jeg beslutter, hvordan slutresultatet skal være, og så er det mit ansvar at nå derhen.

Jeg ville gerne leve af det, men det var et ensomt job, og jeg savnede menneskekontakten

NIELS SKJØDT

Der kan nemt opstå en uforudsigelig situation, hvor man bliver nødt til at sadle om – og hvordan håndterer man så det, når slutresultatet stadig skal være det samme?

Det er samme fascination, når jeg bygger instrumenter. Jeg starter med et råt stykke træ og arbejder mig langsomt frem ud fra en idé om det endelige udseende, lyd osv. Det hele skal spille sammen, og detaljen er afgørende for de andre processer. Men så opdager jeg en knast i træet – og hvad gør jeg så lige?

Hvad driver dig?
At lære fra mig og se de nye tandlæger udvikle sig. Bl.a. når jeg oplærer vores assistenter i, hvordan de laver et større behandlingsoverblik for nedslidte tandsæt.

Det handler igen om detaljen – at kunne forudse, hvad vi gerne vil nå frem til ift. den konkrete patient.

Selvom de unge tandlæger i dag er rigtig dygtige, så tager det en håndfuld år ude i virkeligheden, før de bliver erfarne tandlæger. Og den udvikling kan jeg virkelig godt lide at understøtte ved at bruge min erfaring til at hjælpe dem godt på vej.

Hvad brænder du for i øjeblikket?
De større rekonstruktioner. Fx et nedslidt tandsæt eller en patient, der mangler en del tænder, som kræver større genopbygning med kroner, broer og implantater.

Det spændende er det bidfunktionelle – at genopbygge et godt bid hos patienterne, så de kan fungere igen både socialt og rent funktionelt. Dér kan jeg bruge min sans for detaljer. Det kræver, at man sætter sig godt ind i den enkelte case og lægger en samlet slagplan.

Også patientkontakten betyder meget for mig og min arbejdsglæde i hverdagen. Jeg har kendt mange af mine patienter igennem 20 år og fulgt dem gennem livet. Og det glædes jeg dagligt over – at have en personlig relation med de mennesker, der sætter sig i stolen. Det er ikke bare et arbejde og en uniform, jeg tager på, når jeg går ind ad døren om morgenen.

Hvad har været din største faglige udfordring?

Det var uden tvivl, da jeg arbejdede i en privat praksis i Liechtenstein fra 1990-1995.

Klinikken havde en meget alternativ tilgang til mange ting, så jeg skulle lære nye behandlingsmetoder, som lå mig meget fjernt.

Jeg undrede mig ofte over måden, de gjorde tingene på. Fx har vi i Danmark anvisninger for, hvor mange bøjler vi må sætte på ift. antal tænder, når vi laver delproteser. Men dernede gik de all in og satte bøjler på alle tænder! Det var svært, da det stred mod min baggrund.

Jeg rejste derfra med en følelse af, at jeg havde lært noget, men jeg blev også bekræftet i, at jeg havde en bedre baggrund og uddannelse.

Hvad ville du ønske, at du kunne ændre – og hvorfor?
Både menneskeligt og fagligt har jeg indtil nu fået det ud af mit arbejdsliv, som jeg ville.

En tandlæges arbejdsområde er så begrænset, at jeg i den grad har fået lov til at nørde detaljen – samtidig med at jeg gennem årene har haft en masse trofaste patienter, som har vist mig stor tillid. Det er dejligt at føle, at jeg kan gøre en forskel i deres liv.

Hvis jeg skulle ændre noget, skulle det være politikernes syn på tandplejen i disse år. Det er en katastrofe, at vi har en særlov uden en plan for voksentandplejen. Vi hænger i luften!

Hvad skal de nye tandlæger arbejde under? Politikken er helt forfejlet nu, og der skal tilføres flere penge, hvis vi skal undgå social skævhed. Vi skal forebygge frem for at behandle. Det irriterer mig grænseløst, at de ikke kan se det!

Hvem vil du give fagstafetten videre til? Og hvad vil du spørge om?
Susanne Ekelund, da hun udviser et imponerende frivilligt engagement og stor ildhu ift. at få den grønne omstilling ind i klinikkerne. Det skal vi alle bakke op om!

Vi smider utroligt meget affald ud hver eneste dag, så vi skal som branche se at komme ind i bæredygtighedskampen.

Jeg vil gerne spørge hende: Hvordan får du implementeret bære­ dygtighed i dit tandlægevirke, og hvilke udfordringer giver det i din hverdag?
 

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Månedens tandlæge sender fagstafetten videre til en kollega, der har været en inspiration for ham eller hende.

Kommentarer
ANNONCE