Retsodontologisk identifikation hviler på sammenligning mellem odontologiske post mortem -data fra en ukendt afdød person og ante mortem-data fra en savnet person og forudsætter, at der findes 
udtømmende og præcise tandlægejournaler. Journalmaterialet omfatter både skreven tekst, billeder, modeller og digitale scanninger. Hvor skrevne optegnelser kan være subjektive og behæftede med fejl, især i perioder med stort arbejdspres, giver billedmateriale som røntgenoptagelser og kliniske fotos objektive beviser, som er afgørende for identifikation. En kombination af skrevne optegnelser og tilgængelige billeder, modeller og scanninger giver dog det bedste grundlag for en effektiv identifikation.

Ved massedødsfald med ofre fra mange forskellige lande kan afvigelser i journalføring som følge af forskellige sprog og regelsæt give udfordringer, hvilket understreger vigtigheden af standardiserede optegnelser og internationalt samarbejde. 

I de nordiske lande har man høje standarder for tandlægelig journalføring, herunder at de skal indeholde detaljerede oplysninger, som kan identificere patienten, diagnoser, information om behandlinger, samt at optegnelserne skal være daterede, og at alle journaler skal opbevares i en nærmere angivet periode, der reguleres af national lovgivning. I de nordiske lande er der af hensyn til fortrolighed strenge regler for politiets adgang til tandlægejournaler til identifikationsformål. Internationalt samarbejde er fortsat kritisk i bestræbelserne på at ensrette de retsmedicinske identifikationsprocesser.