En gedigen forankring er en nødvendig forudsætning for, at en tandregulering skal lykkes. Traditionelt har tandforankring eller ekstraorale ortodontiske apparaturer været anvendt til en forankring, såsom nakketræk. Sådanne forankringsmetoder har ikke altid været tilstrækkeligt kraftige, og behandlingsresultatet afhænger afgørende af patientens samarbejdsevne og samarbejdsvilje. Med en knoglefastgørelse, dvs. en skeletal forankring, kan de problemer undgås. I denne litteraturgennemgang behandles mulighederne i forbindelse med valg af skeletal forankring. Implantatankre beregnet til tandregulering og anvendelse af tandimplantater som ankre har øget behandlingsmuligheder for patientgrupper, der tidligere var svært håndterlige. På basis af litteraturen er miniimplantater på en snæver indikation billige og det enkleste udførlige alternativ. Især anvendelsen af miniimplantater betaler sig, eftersom de er nemme at sætte i og fjerne. På mere krævende indikationer eller langvarige behandlinger bør en indsættelse af miniplader eller palatinale implantater overvejes. Disse ankre har klart mindre tendens til at løsne sig end miniimplantaterne. Tandimplantater er i vidt omfang hos partielt tandløse et væsentligt ankeralternativ, som gør det muligt at anvende implantaterne senere ved en rehabiliteringsbehandling.