Regenerativ parodontalbehandling sigter mod, at de kliniske forbedringer opnået efter behandling er karakteriseret ved dannelse af ny cement med indlejrede funktionelt orienterede kollagene fibre på den tidligere eksponerede del af roden, samt dannelse af ny alveoleknogle og parodontalligament med fysiologisk bredde og sammensætning. Det er nu anerkendt, at knogle mangler celler med potentiale til at regenerere parodontiet. Behandling, som udelukkende består i at implantere knogletransplantater eller knogleerstatningsmaterialer i parodontale defekter med henblik på at opnå parodontal regeneration, bør derfor ikke i almindelighed udføres, på trods af at der kan opnås små kliniske forbedringer. Det er således nu anerkendt, at teknikker med styret vævsregeneration (GTR) og anvendelsen af emaljematrixproteiner (EMD) på de eksponerede rodoverflader er sande regenerative metoder. Generelt resulterer både GTR og EMD, alene eller i kombination med knogletransplantater eller knogleerstatningsmaterialer, i større kliniske forbedringer sammenlignet med konventionel parodontalbehandling af dybe intraossøse defekter og Klasse II-furkaturinvolveringer. Vigtige faktorer, som har en negativ indflydelse på behandlingsresultatet, er rygning, et stort antal resterende sites med blødning ved pochedybdemåling, dårlig mundhygiejne og øget tandmobilitet. Omfanget af de kliniske forbedringer er i høj grad afhængigt af operatørens færdigheder, ikke blot i form af fingerfærdighed, men også operatørens evne til at vælge den optimale kirurgiske teknik og regenerative metode til behandling af den specifikke defekt, afhængigt af forskellige patient- og sitespecifikke kriterier. De kliniske forbedringer efter behandlingen kan bevares på langt sigt i de fleste behandlede steder, forudsat patienten ikke ryger, opretholder optimal mundhygiejne og deltager i et regelmæssigt vedligeholdelsesprogram.