Behandlinger i sundhedssektoren forudsætter en korrekt diagnose. I den daglige tandlægepraksis vurderes de parodontale væv ved anvendelse af en række kliniske parametre, typisk pochemål, klinisk fæstetab, blødning ved pochemåling og radiologisk knogletab. Vurderingen af en patient med parodontal sygdom kræver imidlertid en række supplerende oplysninger. Da den individuelle tilbøjelighed til at udvikle fæstetab er stærkt varierende, og da behandlingen kan variere afhængigt af denne tilbøjelighed, er det afgørende, at der til den enkelte patient knyttes en overordnet diagnose, fx kronisk eller aggressiv marginal parodontitis, baseret på sygdomsaktiviteten. Da de kliniske fund på det enkelte site også er afgørende for behandlingen, er de detaljerede oplysninger om de sygdomsramte sites naturligvis nødvendige. Oplysninger om sygdommens udbredelse, dvs. antal involverede sites/ tænder og sværhedsgrad, dvs. størrelsen af fæstetabet, er imidlertid også nødvendige for en fyldestgørende beskrivelse af sygdommen. De behov, der knytter sig til forskningsmæssig anvendelse af data og til anvendelsen i det daglige kliniske arbejde, er ikke sammenfaldende, og de problemer, der er i forbindelse med valget af sygdomskriterier, indebærer en fortsat diskussion. Der er således ikke nogen definition af en parodontitispatient, der nyder bred international anerkendelse. Forfatterne har med udgangspunkt i internationalt anerkendte klassifikationssystemer udarbejdet et klassifikationssystem, der med fordel kan finde anvendelse i praksis.