Osteoporose og marginal parodontitis

Sekundær artikel

DATO:

Dansk

English

Primær osteoporose medfører generelt tab af knoglemasse hos kvinder efter menopausen og er forbundet med nedsat produktion af østrogen. Reduceret østrogenniveau påvirker østrogenreceptorer i osteoblaster i retning af mindsket anabolisk aktivitet og forøget evne til at aktivere progenitorceller til osteoklaster. Mangel på østrogen bidrager derfor til, at den fysiologiske knogleremodellering påvirkes i retning af knogleresorption. Med tiden forøges risikoen for traumatisk knoglebrud i fx håndled og hofte og sammenfald i rygsøjlen. Ved tilstanden påvises nedsat mineraltæthed i skelettet. Også kæberne kan være påvirkede, hvilket kan have betydning for knoglenedbrydningen ved marginal parodontitis. Én mekanisme kan være, at osteoporotisk alveolarknogle lettere resorberes ved inflammatorisk påvirkning end normal knogle. Nedsat antiinflammatorisk effekt af østrogen som følge af østrogenmangel kan være en anden faktor. Dyreforsøg bekræfter, at nedsat østrogenproduktion kan forværre fæstetabet ved eksperimentel parodontitis. Epidemiologiske undersøgelser indikerer også, at der er en sammenhæng mellem osteoporose og fæstetab hos kvinder efter menopausen, selv om resultaterne ikke er entydige. Små patientmaterialer og konfunderende faktorer som socio-økonomisk status, alder og rygning gør det vanskeligt at fastslå en sikker sammenhæng. De oplysninger, der fremkommer ved kliniske undersøgelser, tyder imidlertid på, at osteoporose kan være én af flere medvirkende faktorer ved udvikling af parodontitis hos patienter med primær osteoporose.

info

Nr. 12 | 2013

info

Nr. 12 | 2013

forfattere

Nils Jacobsen

professor em., Nordisk Institutt for odontologiske materialer, NIOM as, Oslo, Norge

Jon E. Dahl

direktør, dr.odont., dr.scient., Nordisk Institutt for dentale materialer (NIOM), Oslo