Baggrund
Skader mod ansigtet kan medføre uni- eller bilateral fraktur af collum mandibulae. Ændret sammenbid, smerter relateret til kæbeleddet og mindsket højde af ramus mandibulae ses hyppigt ved fraktur af collum mandibulae. Frakturen inddeles normalvis efter beliggenhed i caput, høj fraktur af collum mandibulae og lav fraktur af collum mandibulae, hvilket har betydning for valg af behandling. En unilateral og minimalt displaceret fraktur behandles almindeligvis konservativt med sammenbidsøvelser eller anlæggelse af elastisk intermaksillær fiksation, hvorimod bilaterale, lavtliggende og displacerede frakturer ofte kræver kirurgisk behandling involverende anatomisk reponering og fiksation af frakturenderne for at normalisere højden af ramus mandibulae. 

Materiale og metode
Nærværende retrospektive undersøgelse er baseret på journalmateriale fra konsekutivt henviste patienter til Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2017 for behandling af 
mandibelfraktur. Et standardiseret skema blev anvendt til registrering af anamnestiske oplysninger, kliniske og radiologiske fund, behandlingsmodalitet, hospitalsindlæggelse samt komplikationer. 

Resultater
I alt 300 patienter (192 mænd og 108 kvinder) med en gennemsnitsalder på 40,5 år (2-98 år) blev inkluderet i undersøgelsen. Fald var den hyppigste skademekanisme. Uni- og bilateral fraktur af collum mandibulae forekom hos henholdsvis 241 patienter (80,4 %) og 59 patienter (19,6 %). I alt blev 205 patienter med unilateral fraktur og 52 patienter med bilateral fraktur behandlet konservativt, mens 36 patienter med unilateral fraktur og 7 patienter med bilateral fraktur blev behandlet kirurgisk. Persisterende malokklusion fandtes hos 11 patienter (4,3 %) efter konservativ behandling og tre patienter (7 %) efter kirurgisk behandling. Infektion, reoperation og permanent påvirkning af nervus facialis forekom hos tre patienter (7 %) efter kirurgisk behandling. 

Konklusion
Fraktur af collum mandibulae forekommer hyppigt i forbindelse med ansigtstraumer. Imidlertid er valg af behandlingsmodalitet kontroversiel. Nærværende retrospektive undersøgelse viser, at konservativ behandling i de fleste tilfælde kan foretages med et tilfredsstillende behandlingsresultat ved unilaterale frakturer med minimal okklusionsafvigelse, mens kirurgisk behandling er forbundet med øget risiko for komplikationer. Imidlertid er kirurgisk behandling ofte nødvendigt ved bilaterale og displacerede frakturer som følge af ændret sammenbid og mindsket højde af ramus mandibulae.