Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Denne artikel er et bidrag til markeringen af videncentrenes 10-års jubilæum i januar 2013. Teksten er delt op i følgende tre afsnit: Første afsnit bringer den nyeste viden om kæber og tænders embryologiske udvikling. Kæberne inklusive tandbuerne består af områder, kaldet felter, med forskellig embryologisk og molekylærbiologisk oprindelse. Vedrørende tandudviklingen viser det sig, at den rodnære membran (peri-root sheet), som omgiver tandroden, bidrager til eruptionsprocessen og resorptionsprocessen. Disse to forhold kan bruges som nøgle til en ny forståelse og ny diagnostik af tandsygdomme og syndromer. Andet afsnit viser, hvordan kæbe- og tandforhold ser ud hos videncenterpatienter med forskellige sjældne diagnoser, inklusive odontologiske problemer. Der fokuseres i afsnittet på patienter med agenesier, eruptionsafvigelser og patologisk resorption og på de symptomer, der er associeret med disse odontologiske afvigelser. Tredje afsnit bygger på første og andet afsnit. Der gives forklaringer på nogle af de almindelige afvigelser, vi ser i daglig praksis. Det er således videncenterpatienterne med de store afvigelser, der viser vejen til forbedret diagnostik, og det er erfaringer i behandlingsforløb i daglig praksis, der bidrager til behandlingsplaner for videncenterpatienter. Den nye viden om kæbers og tænders embryologiske udvikling åbner således nye perspektiver for tandlægens virke og samarbejde med lægelige specialer.
forfattere
Inger Kjær
professor, dr.odont. et dr.med., Fagområde Ortodonti, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

