Baggrund
– Behandlingsvalget ved restaurering af store tanddefekter kan være udfordrende og kan påvirkes af en række faktorer. I de senere år har man set en ændring i behandlingsstrategien, idet adhæsive teknikker og forbedrede materialer har muliggjort en mere minimalt invasiv tankegang.

Patienttilfælde
– En patient henvendte sig på grund af en mistet stor amalgamopbygning i 6+, som var symptomfri og tidligere rodfyldt. Rodfyldningerne var insufficiente og korte; men der var ingen periapikal sygdom. Kavitetsgrænserne lå supragingivalt. Det blev besluttet at restaurere tanden med direkte komposit. Misfarvet tandsubstans blev præpareret, og den palatinale væg blev reduceret med 3 mm. Der blev anlagt kofferdam for fugtighedskontrol, og fyldningen blev bygget op ved hjælp af sektionsmatricer, tretrins æts-og-skylsystem og mikrohybrid komposit.

Konklusion
– Usikker prognose, økonomi og ønske om at bevare tandsubstans er faktorer, som taler for valget af direkte restaurering med komposit, mens tekniske udfordringer såsom fugtighedskontrol og korrekt tandanatomisk udformning af restaureringen kan pege i retning af en protetisk restaurering. Kliniske studier viser, at cuspisdækkende resinbaserede kompositrestaureringer kan være et holdbart alternativ til kroneterapi.