Intravaskulær papillær endotel hyperplasi – en sjælden forekommende vaskulær tumor

Differentialdiagnostiske overvejelser og kirurgiske forholdsregler er vigtige i forbindelse med diagnostik og behandling af vaskulære tumorer/malformationer i mundhulen.

Kasuistik

DATO:

Dansk

English

Baggrund – Intravaskulær papillær endotel hyperplasi (IPEH) er en forholdsvis sjælden benign vaskulær tumor karakteriseret ved øget proliferation af endotelceller i blodkarrene. Tumoren optræder almindeligvis på ekstremiteterne og ses sjældent i mundhulen. Tumoren kan forekomme i alle aldre, men ses hyppigst hos midaldrende kvinder.

IPEH præsenterer sig som en fast, asymptomatisk og langsomtvoksende blålig læsion, som er forholdsvis velafgrænset og eleveret fra omliggende væv. Histologisk karakteriseres tumoren ved et dilateret blodkar indeholdende en reorganiseret og rekanaliseret trombe beklædt med prolifererende endotelceller. Intravaskulær papillær endotel hyperplasi behandles almindeligvis med kirurgisk excision, og recidivfrekvensen er lav.

Patienttilfælde – En 74-årig kvinde blev henvist til Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, for diagnostik og behandling af en asymptomatisk blålig hævelse i overlæben, som var generende ved tale og tygning. Den tentative diagnose var hæmangiom. Hævelsen blev excideret, og histologisk undersøgelse viste intravaskulær papillær endotel hyperplasi. Det postoperative forløb var komplikationsfrit, og patienten blev afsluttet til videre kontrol hos egen tandlæge.

Konklusion – Bioptering eller kirurgisk excision af vaskulære tumorer i mundhulen er forbundet med betydelig blødningsrisiko. Valg af relevant behandling afhænger således af patientens gener, differentialdiagnostiske overvejelser samt størrelse og lokalisation af tumoren.

Klinisk relevans:

Vaskulære tumorer i mundhulen differentieres almindeligvis på baggrund af anamnesen og den kliniske undersøgelse. I de patienttilfælde, hvor patienten er væsentligt generet af tumoren, eller den kliniske diagnose ønskes verificeret ved histologisk undersøgelse, kan der være behov for kirurgisk intervention. Imidlertid er bioptering eller kirurgisk fjernelse af vaskulære tumorer/malformationer forbundet med betydelig blødningsrisiko. Differentialdiagnostiske overvejelser og kirurgiske forholdsregler er således vigtige i forbindelse med diagnostik og behandling af vaskulære tumorer/malformationer i mundhulen.

info

Nr. 6 | 2023

info

Nr. 6 | 2023

forfattere

Özlem Kesmez

uddannelsestandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

Julia Denise Midtgaard Haahr

læge, Patologisk Institut, Aalborg Universitetshospital

Thomas Starch-Jensen

klinisk professor, overtandlæge, specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi, postgraduat klinisk lektor, ph.d., Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet