Det er bemærkelsesværdigt, at en tilskudsordning, som har givet anledning til så megen kritik, ikke er blevet revideret de sidste 20 år ud fra de erfaringer, man har gjort sig, lyder konklusionen i en ny oversigtsartikel.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Sundhedsloven giver borgere, der udvikler betydelige tandproblemer som følge af strålebehandling mod hoved-hals-området, kemoterapi, eller Sjögrens syndrom, adgang til et særligt tilskud til tandpleje. For at opnå tilskud foretages en vurdering af tandproblemernes omfang og årsag. Helt specifikt kan der ikke forventes tilskud til behandlingsbehov, som var til stede inden cancerbehandling eller inden diagnosetidspunktet for Sjögrens syndrom, fx caries- og parodontalbehandling, kronebehandling på tænder, som tidligere med rette burde være behandlet med krone, erstatning af tænder mistet inden cancerbehandling eller diagnosetidspunktet for Sjögrens syndrom, eller behandling foretaget, inden bevilling eller forhåndsgodkendelse er modtaget. Ligeså kan der ikke forventes tilskud til behandling af parodontitis hos patienter med Sjögrens syndrom og patienter, der er eller har været i kemoterapi, til patienter efter kemoterapi, hvor andre faktorer kan forklare eventuel hyposalivation, fx andre farmaka, til genbehandling med allerede bevilget tanderstatning til cancerpatienter, til ansøgere med hyposalivation pga. graft versus host-syndrom samt hyposalivation pga. kirurgisk fjernelse af spytkirtler eller strålebehandling mod ikkemaligne lidelser. Tilskud til behandling af symptomgivende tandslid gives kun, hvor der synes en umiddelbar sammenhæng med cancerbehandling eller Sjögrens syndrom. Der er en alternativ mulighed for at opnå betaling af tandprotetik til patienter, som har gennemgået fokussanering inden strålebehandling mod hoved-hals-kræft eller organtransplantation, samt ved protetisk behov pga. kæbetumorresektion. Ordningens mange modsigelsesfyldte forhold tilsiger en revision.
Klinisk relevans:
Den praktiserende tandlæge møder lejlighedsvis patienter, som er strålebehandlet mod hoved-hals-området, patienter, som har orale følger af kemoterapi, og patienter med Sjögrens syndrom. Det er derfor af betydning, at den praktiserende tandlæge kender til sundhedslovens § 166 stk. 1 og 2, både hvad angår de muligheder, patienten har for tilskud, men også de ofte modsigelsesfyldte begrænsninger, som loven og dens forvaltning giver. Dette med henblik på at kunne rådgive patienten som autoriseret sundhedsperson, og således at der søges om tilskud, så snart det er relevant, men uden at give patienterne falske forhåbninger, hvis ansøgning er udsigtsløs.
forfattere
Børge Hede
tandlægekonsulent, adjungeret lektor, ph.d., Tilskudsordningerne, Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet


