Endodontisk diagnostik fokuserer hovedsagelig på identifikation af infektionsbetingede inflammationstilstande i pulpa og de periapikale væv. Anamnese, aktuelle og tidligere symptomer, kliniske observationer og tests samt radiologiske fund er de faktorer, der almindeligvis leder frem til diagnosen, men evidensen for en korrelation mellem specifikke anamnestiske, kliniske fund og pulpas sande tilstand er beskeden, og der er ikke klar konsensus om de diagnostiske kriterier. Nye og forbedrede metoder til vital pulpabehandling gør det muligt at bevare pulpas vitalitet i flere tilfælde i dag end tidligere, og dermed øges behovet for valide metoder til sikker identifikation af pulpas tilstand. En korrekt diagnose er en forudsætning for sufficient behandling, og pålideligheden af aktuelle og fremtidige diagnostiske tegn og tests bør undersøges i studier af høj kvalitet. I dag anvendes der forskellige diagnostiske terminologier i de nordiske lande, men de er dog sædvanligvis i et vist omfang baseret på ICD-10. Det ville være gavnligt for både tandlæger og patienter, hvis der kunne opnås enighed om diagnostiske termer på baggrund af klare og operationaliserede kliniske og datafunderede diagnostiske kriterier.