Biofarmaka, der består af monoklonale antistoffer og fusionsproteiner rettet mod cytokiner eller cellemembranreceptorer, repræsenterer et gennembrud i behandlingen af mange kronisk immuninflammatoriske sygdomme. Nogle af disse biofarmaka er rettet imod human tumornekrotiserende faktor-α (TNF).

De har opnået udbredt anvendelse i behandlingen af bl.a. reumatoid artritis, psoriasisartritis, spondylartritis (rygsøjlegigt), juvenil idiopatisk artritis (børnegigt) og kronisk inflammatoriske tarmsygdomme. Mange undersøgelser har påvist gode resultater og høje remissionsrater blandt patienter, der får anti-TNF-behandling. Da TNF har essentielle fysiologiske virkninger, vil der ofte i forbindelse med neutralisering af TNF optræde bivirkninger, herunder øget modtagelighed for infektioner.

I klinisk praksis ser man også en del patienter, der ikke responderer som forventet på behandlingen. En mulig forklaring på sekundært behandlingssvigt (tab af effekt efter initial god effekt) kan være dannelse af antistoffer, der neutraliserer anti-TNF præparaterne og/eller fremmer eliminering af disse terapeutiske proteiner fra cirkulationen. Antifarmaka antistoffer kan også fremkalde bivirkninger via forskellige immunologiske mekanismer.

Nærværende artikel giver et overblik over de anti-TNF farmaka, der i dag anvendes i behandling af patienter med kronisk immuninflammatoriske sygdomme, især reumatoid artritis, og en kort gennemgang af de særlige forholdsregler, der bør tages i forbindelse med tand- og mundhulesygdomme.