Osteoporose kan behandles med enten antiresorptive lægemidler, som hindrer nedbrydning af knogle, eller knogleanabole lægemidler, som opbygger knogle. Denosumab, et humant monoklonalt antistof mod ”receptor activator of nuclear factor kappa-β- ligand” (RANKL), er et af de mest potente antiresorptive lægemidler til behandling af osteoporose.

Behandling med denosumab er forbundet med stigende knogledensitet (BMD) i både ryg og hofte samt nedsat risiko for frakturer. Denosumab tåles generelt godt, men i sjældne tilfælde kan langtidsbehandling være forbundet med alvorlige bivirkninger (atypisk femurfraktur og kæbeosteonekrose). Ved behandlingspause ses tab af den knoglemasse, som er opbygget under behandlingen, hvorfor behandling med denosumab på nuværende tidspunkt anses som værende livslang.

Resultater fra kliniske studier tyder på, at romosozumab har potentiale til at blive en meget effektiv behandling af osteoporose. Romosozumab er et humant monoklonalt antistof mod proteinet sclerostin, og til forskel fra denosumab virker behandling med romosozumab både knogleanabolt og antiresorptivt. Ved behandling ses stigende BMD i hofte og lænderyg samt nedsat frakturrisiko både i forhold til placebo og i forhold til behandling med alendronat. Romosozumab er endnu ikke godkendt til behandling af osteoporose.