Anvendelse af antibiotika i behandlingen af marginal parodontitis har længe været et kontroversielt emne. Svarende til at sygdommen opstår som en reaktion på længerevarende ophobning af bakteriel tandplak langs gingivalranden og subgingivalt, vides det, at sygdomsprogressionen i langt de fleste tilfælde kan bremses ved mekanisk plakfjernelse og god mundhygiejne. Visse tilfælde, især inden for den kliniske kategori “aggressiv parodontitis”, har dog vist sig vanskelige at kontrollere med disse metoder, og betegnelsen “behandlingsresistent parodontitis” har været anvendt.

Nogle undersøgelser tyder på, at supplerende behandling med antibiotika kan have gavnlig virkning i sådanne tilfælde. Andre har ikke kunnet bekræfte dette. Enkelte parodontitisforskere har slået kraftigt til lyd for et bredere indikationsområde for behandling med antibiotika omfattende også kronisk marginal parodontitis i strid med skandinaviske faglige retningslinjer. De mener at have konstateret, at supplerende systemisk antibiotikabehandling i forbindelse med depuration mindsker forekomsten af recidiv og dermed reducerer behovet for efterfølgende parodontalkirurgi. Hvis dette princip vinder bredt indpas, vil det medføre en betydelig stigning i tandlægers ordinationer af antibiotika. Dette kunne bidrage til resistensudvikling hos medlemmer af patientens bakterieflora. Også andre bivirkninger kan tænkes i lyset af ny viden om normalfloraens betydning for individets samlede sundhed.

På denne baggrund har vi ved hjælp af Lægemiddelstatistikregistret på Statens Serum Institut undersøgt udviklingen i tandlægers ordination af de typer af antibiotika, som er blevet anbefalet til behandling af parodontitis. Resultaterne viser en særdeles kraftig stigning inden for de senere år, som synes at omfatte også behandling af kronisk marginal parodontitis.