Originalartikel
DATO:
Dansk
English
Maksimumsgrænsen for fluoridindholdet i tandpasta er underlagt lovgivningen, men der findes ingen eksakt regel for indholdet af aktivt (opløseligt) fluorid. Vi undersøgte, om fluortandpastaer i Danmark lever op til det deklarerede totalfluoridindhold, samt undersøgte, hvor meget opløseligt fluorid der findes i tandpastaer på købstidspunktet og efter simuleret ældning. 26 tandpastaer blev testet to gange, og koncentrationen af totalfluorid og opløseligt fluorid blev bestemt ved brug af en ionselektiv elektrode. Totalfluoridkoncentrationerne levede op til deklarationerne, én tandpasta afveg. 21 af tandpastaerne havde opløseligt fluorid lig totalfluorid; i de resterende fem udgjorde opløseligt fluorid 40-88 % af totalfluoridet. Opløseligt fluorid faldt i fire af de 26 tandpastaer under ældningssimuleringen og to af disse havde lavt niveau ved baseline. Når ældning var tilgodeset havde syv tandpastaer en lavere koncentration af opløseligt fluorid end totalfluorid. Seks af de syv tandpastaer med nedsat opløseligt fluorid indeholdt calciumholdige slibemidler. Derimod indeholdt de 19 tandpastaer, hvor opløseligt fluorid var ækvivalent med totalfluorid, ikke calciumholdige slibemidler. Fluorid i tandpasta reagerer med calciumholdige slibemidler eller andre tandpastakomponenter, og dette aspekt er der ikke taget højde for i lovgivningen. En stramning på området, der fastsætter krav til niveauet af opløseligt fluorid i fluortandpasta, vil kunne bidrage til at sikre den cariesforebyggende effekt.
forfattere
Line Staun Larsen
adjunkt, retsodontolog, tandlæge, ph.d., Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet og Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet
Bente Nyvad
professor, dr.odont., ph.d., MPH, Sektion for Tandsygdomslære, Odontologisk Institut, HEALTH, Aarhus Universitet
Alan Richards
lektor, ph.d., Sektion for Tandsygdomslære, Odontologisk Institut, HEALTH, Aarhus Universitet

