ANNONCE
Annonce
Voxpop:

Savner du tandlægeoverenskomsten?

Der kommer formentlig ikke en ny Tandlægeoverenskomst. Det har sundhedsminister Magnus Heunicke meldt ud til Tandlægeforeningens formand. Men savner I overhovedet overenskomsten, eller fungerer særloven som en fin erstatning? Det giver tre tandlæger deres bud på her. 

Mads Bundgaard, Kastrup
– Jeg savner ikke overenskomsten og at være økonomisk ansvarlig for patienternes sygdom. Til gengæld savner jeg en aftale med en ansvarlig regering. Jeg synes, det er flovt på politikernes vegne, at de ikke kan lande en aftale.

Jeg er underlagt særloven, da jeg ikke mener, at det skal være mig, der begrænser patientens adgang til sine egne penge, men den fungerer ikke. Vi kan leve med det, fordi vi justerer på de frie priser, men det går ud over de svageste.

Det er kærkomment, at ministeren vil forhandle en ny aftale. Jeg ønsker mig to ting: Mere sundhed eller flere penge, og allerhelst begge ting.

Desuden er jeg glad for, at man ikke kalder det en overenskomst. Det har været skrupforkert at kalde den det. Det er jo ikke tandlægerne, der får de penge, men patienterne.

 

Michael Secher, København
– Jeg savner ordnede forhold, hvor det er ligeværdigt mellem to parter, og hvor begge overholder overenskomsten.

Vi er underlagt særloven, og jeg synes ikke, den giver problemer i det daglige arbejde. Men jeg oplever, at der er sket en forringelse af min og patienternes retssikkerhed i forhold til klager. Klagesystemet er væsentlig mindre smidigt, og der er ingen appelmuligheder.

En aftale kalder jeg også en overenskomst, og set med de briller synes jeg, det er fint, at ministeren vil indgå en aftale. For mig skal sådan en aftale blot indeholde større mulighed for sammenblanding af ydelser. Jeg synes, at man enten må vælge at betale den pris, gratis tandsundhed koster, eller også blander man sig ikke i aftalerne mellem patient og behandler.

 

Meriam Galei, Højbjerg
– Jeg savner ikke tandlægeoverenskomsten.

Særloven er en betydelig forringelse af overenskomsten. Jeg har derfor afleveret mit ydernummer. Særloven gavner ikke patienterne eller vores vilkår som behandlere. Jeg er ikke underlagt kontrolstatistikker, og rækkefølgen af behandlinger og indkaldeintervaller afgøres ikke længere af regionens økonomi. De kan nu udelukkende bygges på en sundhedsfaglig vurdering i kombination med patientens ønsker.

Ingen i Danmark bør arbejde uden overenskomst. Aftaler og regler på tandlægeområdet skal forhandles med tandlæger. De danske tandlæger skal have en arbejdsdag, der giver mening ud fra et sundhedsfagligt perspektiv og ikke ud fra regionens økonomi. Det vil være til størst gavn for tandsundheden.

 

Tandlægebladet er altid på udkig efter nye tandlæger til at medvirke i voxpoppen. Så hvis du har lyst til at blive en del af vores voxpop-panel, hører redaktionen gerne fra dig på TB@tdl.dk

Kommentarer
ANNONCE