ANNONCE
Annonce
4 gode råd:

Sådan undgår du komplikationer efter implantatbehandling

Hvordan minimerer du risikoen for komplikationer efter implantatbehandling? Og hvordan forebygger du bedst muligt peri-implantitis? Det har en række førende forskere givet deres bud på i det seneste nummer af tidsskriftet Periodontology 2000. Tandlægebladet har samlet de vigtigste tips fra artiklen i denne guide og suppleret med viden fra Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

Tekst: BEARBEJDET AF TANDLÆGE, DR.ODONT. BJARNE KLAUSEN

1. Vælg din patient med omhu

 

Parodontitis
Patienter med parodontitis har høj risiko for at udvikle periimplantitis. Det er derfor en dårlig idé at indsætte implantater på en parodontitispatient, medmindre sygdommen er velbehandlet, og situationen er stabil.

Tobak
Nikotin har en række skadelige virkninger på parodontale og peri-implantære væv, og tobaksrygere har forhøjet risiko for tidligt implantattab og peri-implantitis. Det er udtryk for rettidig omhu at orientere patienten om disse forhold og opfordre til rygestop, inden eventuel implantatbehandling påbegyndes.

Diabetes
Kronisk hyperglykæmi forsinker helingen og har en lang række negative virkninger på peri-implantære celler og væv. Man gør derfor klogt i at udskyde implantatbehandling på patienter med dårligt reguleret diabetes, til langtidsblodsukkeret er normaliseret.

Derimod er der intet, der tyder på dårligere implantatoverlevelse hos velregulerede diabetikere.

Mundhygiejne og kooperation
To vigtige forudsætninger for et godt langtidsresultat ved implantatbehandling er god mundhygiejne og hyppig kontrol. Patienter, der responderer dårligt på gentagne mundhygiejneinstruktioner og/eller hyppigt udebliver fra aftalte tider, er derfor dårlige kandidater til implantatbehandling.
 

2. Vælg en god fikstur, og sæt den rigtigt
 

Dimensioner
Fiksturer med stor diameter (5 mm og derover) har lavere succesrate end fiksturer med mindre diameter (3-4 mm) og desuden forøget risiko for gingival retraktion. En forklaring kan være, at der ved præparation til en bred fikstur sker et større traume på det spongiøse knoglevæv, så vaskulariseringen til området bliver nedsat.

Operationshygiejne
Implantatoverlevelsen øges, hvis man begrænser risikoen for kontamination mest muligt ved at udføre de kirurgiske faser under strikt steril opdækning. Det hjælper også, hvis patienten desuden skyller med klorhexidin før og efter de kirurgiske indgreb.

Placering
Fiksturen bør anbringes i samme afstand til nabotænder, som en naturlig tand ville have. Er afstanden for kort, vanskeliggøres mundhygiejnen i området med risiko for fæstetab omkring implantat og tand samt caries i tanden. Desuden forringes vaskulariseringen i området, hvis afstanden mellem implantat og tand – eller mellem to implantater – er for lille.

Fiksturen bør have samme hældning mesio-distalt og faciolingvalt som en naturlig tand. Sættes den skævt, kan man måske kompensere for dette ved udformning af suprastrukturen, men mundhygiejnen vanskeliggøres.

Der bør være mindst 2 mm alveolær knogle facialt for fiksturen. Ved mindre knoglebredde øges risikoen for gingival retraktion.

Der bør være mindst 2 mm fastbundet gingiva facialt og lingvalt for implantatet. Hvis gingiva er smallere eller eventuelt helt fraværende, vanskeliggøres mundhygiejnen betydeligt.

Forbindelsen mellem fikstur og abutment
Forbindelsen mellem fikstur og abutment er mikrobiologisk set et svagt punkt, fordi den mikroskopiske spalte kan koloniseres af bakterier, især under belastning, hvor de to dele kan give sig lidt i forhold til hinanden.

Mikrolækagen er mest udtalt ved eksternt forankrede abutments og mindst ved koniske internt forankrede.

Mikrolækagen er også større ved zirkoniumabutments end ved titaniumabutments.
 

3. Sjusk ikke med den protetiske suprastruktur
 

Hensigtsmæssig udformning
Der er to ufravigelige krav til udformningen af suprastrukturen: Det skal være let for patienten at holde området rent, og det skal være muligt for tandlæge og tandplejer at komme til at undersøge og behandle implantatet.

For enkelttandsrestaureringer betyder dette, at kronen skal have en kontur (emergence profile) som en naturlig tand. For brokonstruktioner eller sammenloddede implantater betyder det desuden, at der skal være gode gennemskylningsrum.

For implantatunderstøttede helproteser gælder det, at barrekonstruktioner har større plakindeks og dermed også højere forekomst af peri-implantitis end konstruktioner med kugleattachments eller teleskopkroner.

Det er også meget ofte umuligt at foretage pochemåling og submukøs rensning på implantater, der er forbundet med en barre. Man gør derfor klogt i helt at undgå barrekonstruktioner – eller i det mindste sikre sig, at barren lægges i så god afstand til gingiva, at tandbørstning og pochemåling muliggøres.

Risikoen for peri-implantitis er 4 %, hvis udformningen tillader rengøring af alle supragingivale flader, men 48 %, hvis dette ikke er tilfældet.

Undgå overbelastning
Der er nogen uenighed om, hvor meget belastningsforholdene, fx i forbindelse med ekstensionsled, betyder for implantatoverlevelsen. Men der er undersøgelser, som påviser, at risikoen for fæstetab og sågar implantatfraktur øges, hvis krone-fikstur-ratioen overstiger 2:1.
 

4. Husk, at vedligeholdelsesfasen er livsvarig
 

Hyppig kontrol
Tilstedeværelse af implantater er en betydelig risikofaktor for udvikling af peri-implantitis.

10-årsoverlevelsen for implantater er omkring 98 %, hvis patienterne indgår i et systematisk vedligeholdelsesprogram med hyppige indkald, mens overlevelsen ligger på 80-90 %, hvis patienterne sjældent eller aldrig møder op til kontrolundersøgelser.

Patienter med implantater skal mindst to gange om året have kontrolleret pochedybde, gingival blødning og mundhygiejne omkring implantaterne samt have udført professionel rensning af implantaterne. De bør derfor ikke placeres i grøn kategori, selv om mundhygiejnen er perfekt.

Optimal mundhygiejne
Det er muligt at opretholde en sufficient mundhygiejne omkring implantater med såvel manuel som elektrisk tandbørste. Approksimal rengøring kan foretages med tandstikkere eller interdentalbørster.

Derimod er brug af tandtråd problematisk, hvis dele af fiksturen er blottet, fordi stumper af tråden kan rives løs og ligge som plakretinerende fremmedlegemer i pochen omkring implantatet.

Behandling af peri-implantær mucositis
Peri-implantær mucositis anses for et forstadium til peri-implantitis, og behandling af tilstanden er derfor behandlerens sidste chance for at forebygge peri-implantitis. Den mest effektive behandling er professionel tandrensning (mindst 2x/ år) samt mundhygiejneinstruktion.

Behandling af peri-implantitis
Peri-implantitis kan principielt behandles med samme behandlingsspektrum som parodontitis, men resultaterne er mindre forudsigelige.

Forbedring af mundhygiejnen, rygestop og hyppig støttebehandling er vigtige og virkningsfulde tiltag.

Submukøs rensning giver mindre forudsigelige resultater end tilsvarende behandling ved parodontitis primært på grund af de mange retentionssteder på overfladen af fiksturen; mest effektivt foretages rensningen med airscaler eller roterende børster.

Antibiotika og andre antimikrobielle midler har ingen eller meget beskeden effekt.

Ofte vil resektiv kirurgi være det bedste middel til at standse sygdomsprogressionen og lette rengøringen af blotlagte fiksturflader.

 

Kilder

- Romanos GE, ed. Concepts for prevention of complications in implant therapy. Periodontology 2000 2019;81:7-225.

- Sayardoust S. Implantat og tobaksrökning. (Set 2019 december). Tilgængelig fra: URL: https://www.internetodontologi.se/ kakkirurgi/implantat-och-tobaksrokning/

- SUNDHEDSSTYRELSEN. National klinisk retningslinje – Behandling af sygdomme i væv omkring tænder og tandimplantater. Sundhedsstyrelsen 2013. (Set 2019 december). Tilgængelig fra: URL: http://www.sst.dk

ANNONCE