ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Retention i underkæbefronten er livsvarig

Patienter skal være indstillet på at leve med en retentionsbue resten af livet, hvis de vil være sikker på et langtidsholdbart resultatet. 

Foto: Shutterstock
Dato: 20.05.2019

Mange patienter tror, at ortodontisk behandling slutter den dag, hvor det aktive apparatur endelig fjernes. Men klinisk forskning viser tydeligt, at retentionsbehandling er nødvendigt for at fiksere tænderne i den nye position og forebygge aldersrelaterede forandringer.

Svenske forskere har fulgt en gruppe patienter i 12 år efter afsluttet ortodontisk behandling med fast apparatur. 64 patienter havde en lingvalbue som retention i to til tre år, mens 41 patienter ikke havde noget retentionsapparatur. Trangstillingen i underkæbefronten blev vurderet på en skala fra 1 (perfekt tandstilling) til 10 (ekstremt uregelmæssig tandstilling) før den ortodontiske behandling, ved behandlingens afslutning samt seks og 12 år senere. Resultaterne viste, at trangstillingen efter 12 år i begge grupper var på niveau med status før den ortodontiske behandling (4,26-4,60 på skalaen fra 1-10).

Forfatterne konkluderer, at retentionsbehandling i to til tre år ikke er tilstrækkeligt til at forhindre recidiv og aldersrelaterede forandringer på langt sigt. Skal man som patient være sikker på et langtidsholdbart resultat, må man tilsyneladende være indstillet på at leve med en retentionsbue resten af sine dage.

 

Schütz-Fransson U, Lindsten R, Bjerklin K et al. Mandibular incisor alignment in untreated subjects compared with long-term changes after orthodontic treatment with or without retainers. Am J Orthod Dentofacial Orthop 2019;155:234-42.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE