ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Planlægning af implantatbehandling svarende til den bagerste del af overkæben

ABSTRACT

Oversigtsartikel Dato: 29.04.2019

Protetisk rehabilitering med implantater svarende til den bagerste del af overkæben kan være vanskelig som følge af pneumatisering af sinus maxillaris og mindsket vertikal højde af processus alveolaris efter tandtab eller medfødt manglende tandanlæg. Implantatbehandling svarende til denne region forudsætter, som ved alle andre typer af implantatbehandlinger, en grundig og detaljeret behandlingsplanlægning baseret på en fyldestgørende anamnese samt en klinisk og radiologisk undersøgelse for at kunne planlægge og gennemføre en forudsigelig og holdbar behandling med mindst risiko for komplikationer.

Anamnesen skal klarlægge årsagen til tandtabet samt patientens almene helbredstilstand, allergier, dispositioner, tobaks- og medicinforbrug, økonomi samt ønsker og forventninger til en eventuel implantatbehandling. Den kliniske og radiologiske undersøgelse skal specielt klarlægge dimensionerne af processus alveolaris og behovet for genopbygning af processus alveolaris enten før eller i forbindelse med indsættelse af implantatet. Behandlingsplanen målrettes den enkelte patient og skal være baseret på videnskabelig evidens, således at patienten sikres den bedste behandling med mindst risiko for komplikationer.

I nærværende oversigtsartikel skitseres principperne for en grundig og detaljeret behandlingsplanlægning før implantatbehandling svarende til den bagerste del af overkæben. Der vil blive fokuseret på de forhold, som er specielt vigtige ved implantatbehandling i denne region.

Klinisk relevans
Implantatbehandling og genopbygning af processus alveolaris kan kompromitteres af en række faktorer, herunder almensygdom, insufficient mundhygiejne, medicin- og tobaksforbrug, tidligere strålebehandling svarende til hoved-hals-regionen samt lokale anatomiske forhold. En detaljeret behandlingsplanlægning baseret på en grundig anamnese samt en klinisk og radiologisk undersøgelse er derfor nødvendig for at opnå et forudsigeligt og holdbart behandlingsresultat med mindst risiko for komplikationer.