ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
I stolen:

Patienter med senfølger fra seksuelle overgreb

Som tandlæge er der en stor sandsynlighed for, at du får en patient i stolen, som lider af senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen. Formanden for Landsforeningen Spor giver dig her fem gode råd til, hvordan du bedst tackler en patient med senfølger. 

Foto: Shutterstock.

Op mod 275.000 voksne danskere kan være ramt af alvorlige psykiske, fysiske og sociale senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Tandlæger vil med stor sandsynlighed møde nogle af disse mennesker.

Senfølger er ikke en diagnose; det er et bredt spekter af menneskers reaktioner på seksuelle overgreb i barndommen og opvæksten i en dysfunktionel familie.

Her giver formanden fra Landsforeningen Spor fem gode råd til, hvordan du skal håndtere patienten i stolen:

1. Afsæt altid god tid til patienter med senfølger

2. Spørg patienten, hvordan senfølgerne påvirker vedkommendes evne til at gå til tandlægen, så I sammen kan skabe en god oplevelse

3. At blive lagt ned og at miste kontrollen kan typisk være svært. Giv patienten mulighed for at rejse sig op og bevæge sig rundt efter behov. Forklar hele tiden, hvad du gør, og aftal et tegn for ”o.k.” og ”ikke o.k.” undervejs

4. Patienten kan reagere med vrede, gråd eller stivne, kollapse eller dissociere, hvis behandlingen opleves grænseoverskridende. Genskab tilliden ved at anerkende det manglende nærvær eller den manglende kommunikation. Det er som patient vigtigt at møde forståelse, rummelighed og tålmodighed hos tandlægen

5. Nogle patienter kan blive skræmte, hvis en anden person kommer uventet ind i rummet. Sæt derfor en seddel på døren, når en patient med senfølger er i stolen

 

Kilde: Helle Cleo Borrowman, formand for Landsforeningen Spor, der er en bruger- og interesseorganisation for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, der arbejder for bedre vilkår for senfølgeramte voksne og deres pårørende.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE