Tænder var fast samtalestof, når familien Dabelsteen samledes om morgenbordet om søndagen.

Erik Dabelsteens forældre, der begge var tandlæger, kom på besøg, og samtalen handlede stort set om to ting: tænder og golf. Der var også wienerbrød, og imens cyklede børnene, Sally og Anne Marie, rundt om spisebordet.

- Der blev altid talt om tænder. Om søndagen og alle andre dage, fortæller søstrene.

Det generede dem ikke, og de tænkte heller ikke nærmere over, at familien var fuld af tandlæger. I deres omgangskreds var der familier, hvor alle var læger, og andre, hvor alle var advokater. Sådan var det bare.

Det er tydeligt, at de fire har mere end familierelationen til fælles. Historierne glider frem og tilbage over bordet, og de hjælper hinanden med at huske årstal og detaljer. Undervejs driller Erik og døtrene godmodigt Susanne, som afviser deres version af begivenhederne med en hovedrysten. Replikkerne falder hurtigt, og ofte taler flere på én gang.

Tandlægefaget har da også været en del af familiens fælles historie, så længe de kan huske.

Hverken Anne Marie eller Sally gik dog som børn og drømte om selv at blive tandlæge. Sally ville bl.a. være kirurg og designer. Anne Marie overvejede at blive balletdanser eller guldsmed.

Alligevel endte de begge på Tandlægeskolen. Ligesom deres far og hans søster havde gjort før dem – og ligesom deres farmor og farfar, der mødte hinanden på tandlægeuddannelsen og blev færdige i 1936.

Og tandlægerne begrænser sig ikke til dem, der sidder omkring bordet. Også i andre grene af familien er flere blevet tandlæger.

- Der må være noget i vandet, konstaterer Sally.

Men når familien i dag ser tilbage, er det slående, hvor lidt planlagt tandlægedynastiet egentlig har været.

Golf afgjorde valget
Erik Dabelsteens mor var blevet inspireret til at læse til tandlæge af sin tante, der var tandlæge i Sønderjylland. Erik selv var ikke først og fremmest tiltrukket af det faglige. Han så derimod, at forældrene selv kunne tilrettelægge deres arbejdsliv.

- De arbejdede meget, men kunne gøre det, når de ville. Det var den livsform, der tiltalte mig. At man ikke behøvede at møde klokken otte om morgenen og gå hjem klokken 16, fortæller han.

Egentlig kunne han godt have tænkt sig at blive aktuar, og han søgte ind på begge uddannelser. Men samtidig blev han inviteret til at deltage i de franske juniormesterskaber i golf. Turneringen lå i begyndelsen af september, og hans mor gjorde det klart, at han ikke skulle tage afsted, hvis studiet var begyndt.

Men så ville heldet, at studiestarten på Tandlægeskolen blev udskudt til oktober pga. en ombygning.

- Derfor blev jeg tandlæge, konstaterer Erik Dabelsteen.

Han vandt dog ikke det franske mesterskab.

Også for hans kone Susanne var kalenderen med til at afgøre valget. Der var ingen tandlæger i hendes familie, og hun vidste ikke, hvad hun ville. Hendes far mente, at hun enten skulle være tandlæge eller arkitekt, fordi hun var kreativ. Hun søgte begge uddannelser og blev optaget begge steder.

- Men det viste sig, at arkitektuddannelsen startede i august, og tandlægeuddannelsen først begyndte i september. Og så var der ingen tvivl – så skulle jeg selvfølgelig være tandlæge, for så havde jeg jo længere sommerferie, fortæller hun.

Susanne og Erik mødte hinanden i kantinen på Tandlægeskolen og blev gift i 1967. Da Susanne var færdiguddannet, tilbød svigerforældrene hende straks en plads på deres klinik. Men hun tøvede.

- Jeg kunne lige forestille mig, at jeg skulle trynes af dem. De var der jo begge to nærmest i døgndrift, fortæller hun.

I stedet begyndte hun i skoletandplejen på Stevnsgade i København, hvor hun arbejdede i to år. Her var masser af børn og masser af caries, og Susanne husker det som både sjovt og lærerigt. Samtidig havde hun nogle få timer om ugen hos svigerforældrene, så hun langsomt kunne finde sin plads på klinikken.

Det endte med, at hun arbejdede sammen med dem i omkring 40 år. Erik valgte en anden vej og blev i 1968 ansat på Tandlægeskolen, hvor han var professor, underviser og forsker frem til 2010. Forskningen blev den del af faget, der for alvor greb ham.

- Jeg syntes, at forskning var dødspændende. Det at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen – hvorfor får nogen kræft i mundhulen, når andre ikke gør?

Sideløbende arbejdede han på familieklinikken om lørdagen, mens Susanne stod for den daglige drift. I 2000 overtog de klinikken efter Eriks forældre, men generationsskiftet betød ikke, at den ældre generation forsvandt. Eriks far fortsatte med at behandle sine gamle patienter, indtil han var 87 år.

Susanne og svigerfaren var ikke altid enige om, hvordan tingene skulle gøres.

- Vi stod ofte ude på gangen og diskuterede, fortæller hun.

Uenighederne var ifølge familien aldrig alvorlige, og patienterne holdt fast i den tandlæge, de havde kendt gennem årtier. På den måde gled klinikken langsomt fra den ene generation til den næste – længe før Sally og Anne Marie selv begyndte at overveje tandlægefaget.

Barndom på klinikken
For Sally og Anne Marie var klinikken lige så meget en del af barndommen som samtalerne om tænder ved morgenbordet.

Da Sally var spæd, havde Susanne hende med på arbejde i en moseskurv, fordi der stort set ikke var noget, der hed barsel. Patienterne havde derfor kendt hende, fra hun var få måneder gammel.

Senere kom begge søstre på klinikken. Her fik de lov til at sortere mønterne i pengekassen og lege kasseapparat. I venteværelset stod en spand med små gummidyr, som børnene måtte vælge fra efter behandlingen. Farmoren holdt nøje øje med, at de kun tog ét dyr.

Bagefter kunne børnebørnene gå ind til hende og få franskbrød med banan, kage, chokolade eller likørkugler.

- Det var superhyggeligt, siger Sally.

Klinikken var med andre ord både en arbejdsplads, en familievirksomhed og et sted, hvor Sally og Anne Marie følte sig hjemme. De kom også på deres fars kontor på Tandlægeskolen, hvor de kiggede i hans mikroskop og tegnede bakterier og lymfocytter på whiteboardet. Lymfocytterne fik kongekroner på og slog bakterierne i hovedet.

På den måde kendte de faget indefra, længe før de selv skulle vælge uddannelse. De havde set, hvordan forældrene arbejdede, og oplevet, at begge var glade for deres arbejde. Men tandlægefaget blev aldrig præsenteret som noget, døtrene skulle føre videre.

- Der var ikke noget ved faget, som skræmte mig, men der var heller ikke rigtigt noget, der skubbede mig i den retning, siger Anne Marie.

Tandlægestudiet som parkeringsplads
Da Sally skulle vælge uddannelse, var tandlægefaget ikke førsteprioritet. Hun ville helst være designer, men havde ikke fået lavet den portfolio, som hun skulle bruge for at søge ind.

I stedet søgte hun både ind på økonomi og på tandlægeuddannelsen. - Jeg tænkte, at jeg bare skulle læse der et år, mens jeg lavede den portfolio, så jeg kunne blive designer, fortæller hun.

Tandlægestudiet skulle med andre ord være en midlertidig parkeringsplads. Men Sally blev fanget af de basalbiologiske fag. Omkring ottende semester blev hun dog så træt af studiet, at hun alvorligt overvejede at skifte til medicin. Hun savnede tempo og syntes, at arbejdet med patienter og journaler gik for langsomt.

Et tilfældigt møde ændrede igen kursen. Da hun en dag befandt sig på sin fars kontor, talte han med en mand fra Coloplast, der søgte en studerende til et etårigt forskningsprojekt.

- Da jeg hørte ham spørge min far, om han kendte en kandidat, sagde jeg: ”Ja, det gør han. Det er mig.”

Hun tog et års orlov og blev bidt af forskningen. Efter endt uddannelse arbejdede hun i privat praksis i to et halvt år, men søgte derefter et ph.d.-stipendium. Senere tilbragte hun to år på Harvard og opgav helt arbejdet som praktiserende tandlæge.

I dag forsker hun i kræft og arbejder bl.a. med cancerspecifikke antistoffer, som målet er at få ud at virke i behandlingen af patienter.

- Jeg vil gerne lave noget, der virker og hjælper mennesker. I det daglige lærer eller opdager man noget nyt hver dag, siger hun.

Her deler hun sin fars begejstring for at undersøge, hvordan tingene hænger sammen. De to har også forsket inden for beslægtede områder og bevæget sig i nogle af de samme internationale forskningsmiljøer.

- Vi har den samme glæde ved forskningen, siger Sally.

- Ja, den deler vi fuldstændigt og forstår hos hinanden, supplerer Erik.

Tandlæge eller guldsmed
Anne Maries vej ind i faget fulgte et andet spor. Hun overvejede at blive guldsmed, men frygtede, at hun ville ende alene på et værksted uden at få solgt noget. Samtidig interesserede hun sig for mennesker og overvejede derfor også medicinstudiet. Men hun ville gerne have familie og børn og så på sin mors arbejdsliv. Susanne havde stort set altid kunnet hente døtrene fra skole.

- Tandlægefaget mindede lidt om guldsmedefaget. Man kan lave smykker i sin fritid, men man kan ikke beskæftige sig med humanmedicin på rigtige mennesker i sin fritid. Det blev faktisk afgørende, fortæller Anne Marie.

Hun kendte desuden allerede hverdagen på en klinik, fordi hun havde arbejdet som ufaglært klinikassistent på familiens klinik. Alligevel blev forældrene overraskede, da hun fortalte, at hun ville være tandlæge.

- De var i chok. Jeg tror aldrig, at de havde regnet med det.

Susanne og Erik havde bevidst undladt at skubbe døtrene i en bestemt retning. Det vigtigste var, at de fik en uddannelse og kunne klare sig selv. Hvad de konkret valgte, var mindre afgørende.

- Man kan jo høre, at de har valgt fuldstændig med hovedet under armen, siger Erik med et grin.

- Eller også skyldes det, at man ikke er blevet skræmt væk, indskyder Anne Marie.

Familien fulgte med ind på studiet
Da Sally og Anne Marie selv begyndte på Tandlægeskolen, kunne de ikke lægge familien fra sig ved indgangen. Deres far underviste på skolen, og begge var på forhånd nervøse for, hvordan de andre studerende opfattede ham.

- Man tænkte: ”Shit, kan de andre nu lide ham? Er han en megadårlig underviser?”, fortæller Sally.

Det viste sig, at bekymringen var ubegrundet. Sally var tværtimod imponeret over, hvor grundigt hendes far forberedte sig og løbende fornyede sine forelæsninger.

Men det var ikke altid let at være hans datter på studiet.

- Jeg drømte lidt om bare at være mig selv og ikke skulle måles og vejes, fordi min far var den, han var, fortæller Anne Marie.

Da hun blev gift, fik hun ændret navnet på sit navneskilt i håbet om at gå under radaren og være en studerende som alle andre. Men det lykkedes ikke.

Til gengæld gav familien også en særlig tryghed. Anne Marie tilbragte pauserne på sin fars kontor, og da hun senere begyndte at arbejde i forældrenes praksis, kunne hun spørge dem om alt uden at være bange for at fremstå uerfaren.

- Jeg behøvede ikke at tænke på, om en arbejdsgiver ville synes, at jeg var idiot. De syntes alligevel, at jeg var idiot, så det var ligegyldigt, griner Anne Marie og tilføjer:

- Og så er det selvfølgelig altid godt at have mere end 50 års erfaring at sparre med.

Overtog familiens klinik
Efter uddannelsen underviste Anne Marie på Tandlægeskolens børneafdeling og arbejdede samtidig på forældrenes klinik. I en årrække boede hun i Tyskland og fløj til København hver uge for at arbejde.

Da forældrene begyndte at overveje, hvem der skulle føre klinikken videre, lå Anne Marie nærmest for. Sally havde valgt forskningen, mens Anne Marie allerede arbejdede i praksissen. Alligevel var beslutningen ikke selvfølgelig.

- Jeg overvejede da også, om min søde mor nu kunne slippe tøjlerne og lade mig overtage. Hun holder jo ikke op med at være mor, siger Anne Marie.

I 2014 overtog hun klinikken. Bekymringen viste sig stort set at være ubegrundet, og overdragelsen gik ifølge Anne Marie over al forventning. Hun overtog både medarbejdere og patienter, og flere af dem havde været på klinikken i årtier.

En nuværende patient kom første gang på klinikken i 1947. Hun er i dag 97 år, har 25 tænder og har været patient hos familien i 79 år. Klinikken behandler desuden fire generationer af hendes familie.

For patienterne har forbindelsen til Dabelsteen-navnet haft betydning. Nye tandlæger på klinikken bliver ligefrem spurgt, om de også er en Dabelsteen.

- Vi har joket med, at der fremover skal stå i ansættelseskontrakten, at nye medarbejdere skal have Dabelsteen som mellemnavn. Så kan de svare ja, siger Anne Marie.

På klinikken møder hun stadig patienter med guldindlæg, som hendes farfar selv fremstillede og satte i for mange årtier siden. Andre patienter husker hendes farmor, og nogle har kendt Anne Marie og Sally, siden de var børn.

Sally oplevede også forbindelsen, da hun arbejdede i praksis. Hun overtog patienter fra sin mor og farmor, og de følte på forhånd, at de havde et forhold til hende, selv om hun ikke selv kendte dem. En af hendes patienter havde ligefrem kendt hendes oldeforældre.

- Jeg var ligesom bare familiens efterfølger. Det var virkelig specielt, siger hun.

Arven forpligter
Anne Marie har forsøgt at føre klinikken videre på sin egen måde uden at slette dens historie. Forandringerne er blevet indført langsomt og bevidst, så både familien og patienterne kunne følge med.

Da hun ryddede op i venteværelsets sammensurium af møbler, vakte det bl.a. modstand. Særligt en lille børnesofa havde stor betydning for nogle patienter.

- De sagde: ”Den kommer tilbage, ikke?” Og når jeg svarede nej, sagde de: ”Jamen, det skal den. Jeg har siddet i den hele mit liv.”

Hun har samtidig bevaret det personlige præg. Klinikken ligger fortsat i en lejlighed på tredje sal, dørene til behandlingsrummene står åbne, og patienterne bliver modtaget af en medarbejder frem for at skulle scanne sig selv ind.

Susanne kommer også stadig på klinikken om morgenen, selv om hun ikke længere behandler patienter. Hun tager telefonen, ordner vasketøj og taler med de patienter, hun tidligere har haft i stolen.

- Det er hygge i den helt store stil, siger hun.

Men arven har også en bagside. Da coronanedlukningen ramte, og Anne Marie måtte sende medarbejderne hjem, var hun ikke kun bekymret for sin egen virksomhed. Hun frygtede også at blive den generation, der lukkede en klinik, som familien havde bygget op gennem årtier.

- Hvis det bare havde været min egen butik, kunne jeg have sagt: ”Nå ja.” Men jeg havde overtaget noget, der i mine øjne havde stor værdi. Derfor ville jeg være ked af at måtte lukke det.

Ingen næste Dabelsteen
Selv om Anne Marie føler et ansvar for klinikkens historie, har hun ingen børn, og ingen af Sallys børn ønsker at blive tandlæge.

- Så slægtslinjen stopper med mig. Jeg har forsøgt at kaste snøren ud i retning af min søsters børn, men ingen af dem vil være tandlæger. Der er ikke nogen, der har bidt på, siger hun.

Patienterne spørger ellers jævnligt, hvem den næste Dabelsteen bliver. Anne Marie svarer, at det måske bliver en af de andre medarbejdere, selv om de ikke hedder Dabelsteen. For selv om navnet muligvis forsvinder fra klinikken, kan andre godt føre stedet og dets værdier videre.

Anne Marie har lovet i hvert fald at blive frem til klinikkens 100-årsjubilæum. Til den tid vil hun være 65 år.

- Og så ser vi på det, konstaterer hun.

For Susanne og Erik er det ikke forbundet med stor sorg, at Dabelsteen-navnet måske forsvinder fra døren. Familietraditionen kunne lige så godt være stoppet tidligere. Ingen af dem havde fra begyndelsen planlagt at blive tandlæger, og døtrene blev heller ikke opdraget til at føre faget videre.

- Alting har sin tid, siger Anne Marie.