På stamtræet foran Søren Thorvald Kiær gentager den samme titel sig igen og igen: tandlæge, tandlæge, tandlæge.

Historien begynder næsten 160 år tilbage med hans tipoldefar. Han var oprindeligt overbøssemager og deltog i krigene i 1848 og 1864. Da han efter nederlaget vendte hjem til Vejle, var der ifølge familiens overlevering ikke længere arbejde til ham. Derfor rejste han til England, hvor han uddannede sig til tandlæge og var i mesterlære.

Tilbage i Danmark arbejdede han som rejsende tandlæge. I de lokale aviser annoncerede han, hvornår han kom til bl.a. Vejle og Horsens. Her opsøgte patienterne ham på byernes hotelværelser. - Han havde ikke en klinikadresse, som vi har i dag. Han rejste fra by til by, og så trak man typisk tænder ud og lavede proteser. Konserverende behandling har der nok ikke været meget af, fortæller Søren Kiær.

Tipoldefaren fik otte børn, og tandlægefaget bredte sig videre gennem familien. Flere af børnene blev tandlæger, mens en datter blev tandtekniker. Søren Kiær anslår, at fem medlemmer af familien på et tidspunkt arbejdede som tandlæger i en tid, hvor der kun var omkring 40 tandlæger i hele Danmark.

- Så kom vi lige med fem. Det er jo mere end ti procent. Det var et dynasti.

Et mørkt kapitel
Familiens stamtræ rummer også en historie, som i mange år blev fortiet. Tipoldefaren blev dømt for at have bedøvet og voldtaget kvindelige patienter. Han blev siden benådet på betingelse af, at han forlod Danmark. Herefter fortsatte han sit arbejde som tandlæge i Hamborg frem til sin død i 1890.

- Han blev fuldstændig revet ud af familien. Det var en forfærdelig skandale.

Søren Kiær hørte ikke historien som barn. Først som voksen fandt han frem til den gennem en fjern slægtning, der havde samlet familiens historie i en bog. Ikke alle i familien brød sig om, at han gravede det mørke kapitel frem igen.

- Jeg fik at vide: ”Når familien har valgt at lægge låg på det, skal du ikke komme 125 år efter og grave det op.” Men det kan man som bekendt ikke blive ved med.

Trods skandalen fortsatte tandlægefaget i de næste generationer. Familien fik gennem årene tilknytning til klinikker på bl.a. Vimmelskaftet, i Palægade og i Nørre Farimagsgade i København.

Flere rejste også til udlandet for at videreuddanne sig. Sørens bedstefar studerede i Pennsylvania, og Søren har stadig hans eksamensbevis fra 1912. Selv tog han mange år senere til USA for at lære at lave implantater.

Men familiens historie blev ikke serveret for ham som en samlet fortælling, da han voksede op. Han kendte sin bedstefar, og han kom som barn på sin onkel Jørgens klinik, men først som voksen opdagede han, hvor mange tandlæger der gemte sig i stamtræet.

- Det var som at åbne en bog.

En anden tid på klinikken
Som barn oplevede Søren Kiær en klinikverden, der lå langt fra nutidens krav om hygiejne, dokumentation og indretning.

Hans onkels klinik i Nørre Farimagsgade var omkring 80 kvadratmeter stor. Alligevel rummede den på et tidspunkt tre tandlæger, en tandtekniker, en elev og flere klinikassistenter. Tandteknikeren fremstillede guldkroner og proteser i baglokalet, og røntgenbillederne blev fremkaldt på toilettet under en rød lampe.

Når personalet skulle spise frokost, blev instrumenterne skubbet til side i det lille sterilisationsrum, og en klap blev slået ned som bord. En af klinikkens medarbejdere røg cerutter under behandlingerne.

- Han sugede på cerutten, lagde den fra sig, havde fingrene inde i munden på patienten og røg så videre bagefter. Det måtte man godt dengang. Det kan man ikke forestille sig ske i dag.

Også afslutningen på et arbejdsliv kunne foregå mere uformelt. Søren Kiærs bedstefar fortsatte med at se enkelte gamle patienter på klinikken, efter at sønnen Jørgen havde overtaget. Men en dag opdagede Jørgen ham i færd med at bore i en protese, fordi han mente, at der var et hul i den.

- Så sagde min onkel: ”Far, nu skal du høre her. Nu skal du ikke lave tænder mere. Nu får du en kop kaffe og en cigaret.”

Patienter gennem generationer
Den lange familiehistorie levede ikke kun i stamtræet, men også blandt patienterne.

En patient begyndte hos Sørens oldefar i 1914 og fortsatte hos familien frem til sin død i 1999. Dermed havde hun været patient hos familien Kiær i 85 år. En medarbejder nåede tilsvarende at arbejde først for Jørgen Kiær og siden for Søren i sammenlagt 50 år.

Søren Kiær overtog også flere ældre patienter, som kunne huske hans oldefar og bedstefar. Når de ikke længere kunne komme på klinikken, tog han hjem til dem eller besøgte dem på plejehjem og hospitaler for at reparere deres proteser.

På den måde kom hans arbejde på en måde til at minde om tipoldefarens tid som rejsende tandlæge. Søren Kiær blev en del af den historie, han først sent havde opdaget. Men det var ikke familiens forventninger, der havde ført ham ind i faget.

- Ingen sagde til mig: ”Nu har der været fire led, så skal du være nummer fem.” Jeg er ikke blevet presset til at blive tandlæge.

Han havde også søgt ind på ingeniørstudiet ligesom sin far, men frygtede, at matematikken og fysikken ville blive for vanskelig. Tandlægefaget passede bedre til hans lyst til at arbejde med hænderne. - Det var lidt tilfældigt, at jeg valgte tandlægestudiet.

Tilfældet skulle imidlertid føre ham direkte ind i familiens gamle klinik.

Direkte fra eksamenslokalet
Da Søren Kiær blev færdiguddannet i 1982, havde han egentlig ikke tænkt sig at arbejde hos sin onkel Jørgen. Men der var få ledige stillinger, og onklen ville hellere være landmand. Derfor gik Søren Kiær næsten direkte fra Tandlægeskolen til familieklinikken i Nørre Farimagsgade.

- Han sagde: ”Nu får du lov at være her et par måneder. Hvis ikke du vil købe dig ind i klinikken, når du kan, så er du fyret.”

Så snart Søren Kiær havde fået sin autorisation, overtog han klinikken. Han var 26 år og havde hverken kapital eller erfaring med at drive virksomhed.

- Jeg havde svært nok ved at lave tænder. At jeg også skulle drive regnskab og forretning, havde jeg ingen forudsætninger for.

Onklen havde dog forberedt generationsskiftet grundigt og sørget for, at en erfaren tandlæge kunne hjælpe ham i gang. Samtidig fik Søren Kiær lov til at betale for klinikken ved at aflevere 15 % af sin omsætning til onklen i syv år. Omsætningen steg, og Jørgen Kiær endte med at få mere, end klinikken egentlig var værd, fortæller Søren Kiær.

Men for onklen handlede overdragelsen ikke kun om økonomi.

- Han var stolt. Den familiemæssige baggrund lå nok mere ham på sinde, end den lå mig på sinde. Jeg var for ung til at se det interessante i det.

Mør som klinikejer
I næsten 35 år var Søren Kiær glad for at drive klinikken. Men kravene til klinikejerne voksede, og det administrative arbejde fyldte stadig mere.

- Da jeg begyndte på Tandlægeskolen i 1977, skrev vi journaler for vores egen skyld, så vi kunne huske, hvad vi skulle gøre næste gang. Sådan er det jo slet ikke i dag.

Han måtte erkende, at administrationen ikke var hans stærke side.

- Jeg var håndværkeren. Til sidst var jeg brændt ud som administrator. Jeg var mør. Da var jeg omkring 60. Jeg kunne ikke hive mere ud af den karklud. Den var tør.

Klinikken var dog vanskelig at sælge. Den lå på første sal, var på omkring 80- 90 kvadratmeter og havde kun to behandlingsrum. Selv om økonomien var god, var der ingen købere til en så lille praksis.

Løsningen blev Colosseum Tandlægerne. Kæden kunne overtage patienterne og forpligtelserne over for medarbejderne, mens Søren Kiær kunne fortsætte som tandlæge på en større klinik 800 meter fra den gamle.

- Det var sådan set win-win. Der var arbejde til alle, og patienterne kunne flytte med, hvis de ville. Det havde været vældig dyrt bare at dreje nøglen om.

En rasende onkel
Selvom Søren Kiær selv var afklaret, var Jørgen Kiær alt andet end begejstret for salget.

- Han var rasende. Han syntes, jeg skulle have talt med ham, så vi kunne have fundet en løsning.

Selv om der var gået næsten 40 år, siden Jørgen Kiær havde overdraget praksissen, følte han stadig en stærk tilknytning til den. Han foreslog, at de kunne skyde penge ind og starte noget nyt sammen. På det tidspunkt var han 91 år.

- Det var jo også hans forretning, selv om det var 40 år siden, jeg havde købt den. Han havde en relation til stedet og mente ikke, at jeg bare kunne lukke uden at tale med ham. Søren Kiær forstod reaktionen, men ændrede ikke beslutningen.

Onklen blev siden god igen. Men han ønskede ikke at se klinikken, inden den blev tømt og afleveret.

Familiens arbejde blev skrællet af
Udlejeren krævede, at lokalerne blev afleveret i samme stand, som da klinikken oprindeligt blev etableret. Derfor skulle næsten alt fjernes.

Gulvbrædderne blev brudt op, installationerne pillet ned og blyet fra røntgenafskærmningen taget ud. Klokken fire om morgenen kom et firma med en container, så de tunge dele kunne blive båret ud, inden trafikken begyndte.

- Der var én pære og én stikkontakt i hvert lokale. Sådan var det for 100 år siden, hvor man kun brugte strøm til lys. Det hele blev fuldstændig strippet ned.

Der havde været tandlægepraksis i lokalerne siden 1920’erne. Jørgen Kiær havde arbejdet der, siden Søren blev født, og Søren havde selv tilbragt næsten hele sit arbejdsliv på stedet.

- Det var en særpræget oplevelse. Mange årtiers arbejde i familien blev skrællet af. Men jeg havde truffet beslutningen.

Verden blev lettere
Oprindeligt fik Søren Kiær en etårig kontrakt hos Colosseum Tandlægerne, så han kunne følge patienterne over i den nye klinik. Men han blev hængende.

- Blodtrykket faldt. Verden blev lettere. Som ansat har han stadig ansvaret for sine patienter, behandlinger og journaler. Men han skal ikke længere tage sig af klinikkens drift, personale og myndighedskrav.

- Hvis myndighederne kommer og mener, at der står en vaskemaskine et forkert sted, er det ikke mit problem. Alt det er jeg fuldstændig ude af.

Når Søren Kiær efter planen stopper som tandlæge, bliver han sandsynligvis samtidig det sidste led i familiens næsten 160 år lange tandlægerække. Hans børn har valgt andre fag, og der er foreløbig ingen i de yngre generationer, der ser ud til at ville føre traditionen videre.

Han ville gerne have set dynastiet fortsætte, men føler ikke, at det er hans ansvar at holde det kunstigt i live.

- Det kunne da være sjovt, hvis nogen fortsatte. Men kan du nævne mange virksomheder, der har kørt i 150 år? Ting stopper.

For ham handler det nu om selv at vælge tidspunktet.

- Jeg skal stoppe, inden jeg mister grebet. Det bliver nødt til at være sådan.