Nedprioritering af børnene kan mærkes hele livet

Marie-Louise Berntsen spørger: 

Hvordan vurderer du udviklingen og de fremtidige perspektiver for den kommunale tandpleje ud over udvidelsen til de 18-21-årige?

Når man taler om udviklingen i den kommunale tandpleje, er én ting afgørende: Hvis ikke økonomien følger med opgaverne, kommer området ikke til fortsat at udvikle sig til fordel for patienterne.

Den kommunale tandpleje består af to meget forskellige områder: børne- og ungdomstandplejen og omsorgstandplejen. Begge arbejder med sårbare grupper, men fagligt er der tale om to forskellige opgaver, som i praksis kræver meget forskellige kompetencer, organisering og prioriteringer. En tydeligere opdeling og fagspecifikke specialer kunne styrke begge områder og gøre det lettere at træffe de rigtige beslutninger. Oprindeligt omfattede ordningen kun børn og unge. Omsorgstandplejen er siden kommet til – uden at finansieringen i tilstrækkelig grad er fulgt med. Samtidig viser befolkningsudviklingen, at behovet vil vokse markant i takt med flere ældre og flere borgere med komplekse sygdomsforløb og funktionsnedsættelser. Det stiller nye krav til både kapacitet og faglighed.

I dag oplever jeg, at denne udvikling i nogle tilfælde sker på bekostning af børne- og ungdomstandplejen. Det hænger bl.a. sammen med, at området historisk har haft stor succes. Siden 1970’erne er tandsundheden hos børn og unge forbedret markant, hvilket kan skabe en forestilling om, at indsatsen ikke længere er lige så vigtig. Men det kan hurtigt tippe. Vi ser allerede ændringer i indkaldelsesintervaller og en stigning i behandlinger med generel anæstesi. Det kan være et tegn på, at den forebyggende indsats ikke altid sættes ind tidligt eller målrettes tilstrækkeligt.

Børne- og ungdomstandplejen er fundamentet for livslang tandsundhed. Når vi lever længere og skal beholde vores tænder, er det afgørende, at vi starter rigtigt. En nedprioritering i barndommen kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet.

Samtidig møder tandplejen i dag flere børn med angst, diagnoser eller sociale udfordringer samt børn med et stort behandlingsbehov. Det kræver tid og ressourcer, som ikke altid er til stede. 

En yderligere udfordring er, at økonomien i høj grad forhandles lokalt. Det betyder, at tilbud og prioriteringer kan variere mellem kommuner og i sidste ende føre til ulighed i tandsundheden. I et land som Danmark burde der være bedre mulighed for nationale rammer og retningslinjer, så kvalitet og adgang ikke afhænger af postnummer.

Hvad fungerer særligt godt i den kommunale tandpleje, set fra dit perspektiv?
Der er mange ildsjæle i den kommunale tandpleje – fagligt dygtige mennesker, som brænder for arbejdet. 

For mig er arbejdet med børn og unge noget af det mest meningsfulde i tandlægefaget. Netop derfor er det afgørende, at området også fremover får den nødvendige opmærksomhed. Ellers risikerer vi at svække det fundament, hele den danske tandsundhed bygger på. Når tandlægestuderende møder deres første barn i stolen, kan det virke som et simpelt besøg. Men som jeg altid siger til dem, er det ofte et af de vigtigste besøg. Det er her, vi skaber vaner og forebygger problemer.

Vi har lige været til valg – hvad står øverst på din ønskeliste til den nye regering?
At man laver en ny samlet vurdering af området, når ordningen for de 18-21-årige er fuldt indfaset. Konsekvenserne begynder at vise sig, og det er tid til at tage stilling til, om der skal tilføres flere midler, så den kommunale tandpleje kan favne ordningen. 

Derudover er der behov for en mere principiel afklaring af omsorgstandplejen: Hvad skal den omfatte, hvem skal den dække, og hvilket serviceniveau skal gælde? Det er et område i vækst, og derfor er det vigtigt med klare politiske prioriteringer. 

Samtidig bør politikerne anerkende, at der er opstået og vil opstå nye behov i takt med, at flere patienter med diagnoser og komplekse problemstillinger fylder mere. Det stiller krav til både tid, kompetencer og samarbejde på tværs af sektorer – og det har betydning for hele sundhedsvæsenet.

Hvis vi skal se udvikling frem for afvikling, kræver det, at opgaver og økonomi følges ad, og at området prioriteres politisk.

Hvem vil du sende stafetten videre til – og hvorfor?

Jeg vil sende stafetten videre til min kollega ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet, lektor og ph.d. Sally Dabelsteen, som forsker i epitel – et spændende og vigtigt område, som ikke mange forsker i.

Nuno Vibe Hermann spørger: 

Hvorfor har du valgt epitel som forskningsfelt? Hvad er din vision, og hvad motiverer dig som forsker?