Guld i smilet

Nogle af de tidligst kendte proteser består af tynde bånd af guldlegering, som var ført mellem og omkring tænderne.

TB2026 05 Detaljen
Tekst: Sofie Sparre, Foto Museo Nazionale Etrusco Di Villa Giulia

Allerede for mere end 2.500 år siden fremstillede etruskerne tandproteser af guld - blandt de tidligst kendte tandproteser i historien.

I dag er seks sådanne guldbroer udstillet i Italien – bl.a. i Museo Nazionale Etrusco i Villa Giulia i Rom. Fundene stammer fra det centrale Etrurien, som vi i dag kender som området omkring Toscana, og dateres fra ca. det 7.- 4. århundrede f.Kr.

Proteserne består af tynde bånd af guldlegering, som er ført mellem og omkring tænderne for at fastholde dem. Nogle er enkle bøjler omkring flere tænder, mens andre er mere avancerede konstruktioner med flere ringe, små guldstifter eller en guldkapsel, der kunne erstatte en manglende tand.

Analyser af legeringerne viser guld med varierende indhold af sølv og mindre mængder kobber. Kombinationen af lav vægt, formbarhed og kemisk stabilitet gør konstruktionerne velegnede til brug i munden.

Forskningen tyder på, at guldbroerne ofte sad i overkæbens front og i flere tilfælde tilhørte kvinder fra samfundets elite. De kan derfor have haft både funktionelle, kosmetiske og sociale formål.

De etruskiske guldbroer regnes i dag som nogle af de tidligste kendte eksempler på tandprotetik i historien.

Kilder:  

Hillson S. Dentistry and dental care in antiquity: Part 1. Br Dent J 2001;190:247-52

Baggieri G. Le protesi dentarie etrusche  in lega aurea